16 okt Kacey Musgraves – Store VEGA

Foto: Joseph Miller
Venue: Store VEGA
Dato: Mandag den 15. oktober 2018

Kacey Musgraves formåede at skabe en enestående forbindelse mellem publikum og hende selv, hvor hun med ydmyghed, humor og smukke sange viste, at hun er en klasse for sig selv. Hendes country-pop vandt genklang hos et publikum, der har deres hverdag langt væk fra Kacey Musgraves – men det forhindrede ikke de smukke øjeblikke, der krøb sig fremad i ny og næ.
[rwp_box id=”0″]
Jeg ved, at der har været meget diskussion på internettet, om hvad Kacey Musgraves repræsenterer, siden hendes fantastiske album Golden Hours blev udgivet tidligere i år. Er hun et brud med den traditionelle og konservative del af country-scenen, som nogle fra mere kulturelle mainstream-medier mener? Eller spiller hun mere eller mindre det samme country-pop, blot pakket ind i synths, vocoders og disko-gimmicks, som country-fans mener allerede eksisterer?
Jeg har ikke et endegyldigt svar. Jeg ved dog, at hun er med til at gøre countrygenren populær igen – eller måske repræsenterer hun en form for country, der ikke bliver forbundet med det traditionelle og konservative USA, men som istedet kan vinde genklang i hele verden. Sammen med kunstnere som Sturgill Simpson, Margo Price og Chris Stapleton formår hun at brede Country’en ud, så den lander i talkshows, Grammy-shows og generelt i den amerikanske populærkultur. Efter at have set Kacey Musgraves på Store VEGA vil det ikke undre mig, hvis hun kun bliver større, og kommer til at stå som en af de klareste stjerner i denne udvikling.
Cirka halvvejs inde i koncerten fortalte Kacey Musgraves, at den havde nået at sælge ud. Det var dog ikke så underligt, og til koncerten oplevede man virkelig, hvor ellevilde folk var efter at synge med og besvare hendes spørgsmål. Koncerten var også perfekt skruet sammen med lysshow, valg af sange, hendes udstråling og kontraster mellem energi og intimitet.
Den startede ud i mørklagte VEGA, mens en vedvarende synth-tone strømmede ud af højtalerne. Synthen blev højere og højere, indtil den kulminerede i starten af sangen “Slow Burn”, hvor Kacey Musgraves spillede alene med sin guitar. Hun stod på en høj platform, som hun vendte tilbage til senere, men sangen gik på et tidspunkt fra den akustiske western guitar-lyd, til at et fem mands stort band kom ind med en massiv og gennemført lyd. Bandet støttede Kacey Musgraves virkeligt imponerende, hvilket gav hende lov til at slappe af og imponere den fremmødte sal, med hendes meget melodiøse country-pop ballader og Outlaw-fortællinger.
Senere hen blev der sat stole og mikrofoner frem forrest på scenen, mens bandet spillede en alternativ meget rocket (og måske lidt klichéramt) outro til sangen “Mother”, som på optagelsen ikke er mere end et halvtandet minut langt, men som i dette tilfælde udviklede sig til et højt klimaks, inden scenen blev mørklagt igen, og bandet sammen med Kacey Musgraves stod eller sad helt ude på kanten.
Instrumenterne var nu skiftet ud med akustiske, der var forstærket gennem mikrofoner. Men lyden blev ikke tabt eller dårligere. Der var stadig en gennemført lyd, og denne omstilling af bandet gav en fornemmelse af noget rustik, og skabte en mere intim forbindelse mellem musikerne og lytterne.
Den formidable kontakt mellem publikum og Musgraves var dog allerede etableret to sange inde i sættet, hvor der var en impromptu sing-along under sangen “Merry go Round”, der var en meget smuk og stille øjeblik i koncerten. Samtidig var der 10 sange inde i sættet, efter den imponerende fremførsel af “Oh What a World”, så stor begejstring for Kacey Musgraves, at publikum ikke kunne stoppe med klappe og heppe – til hendes store overraskelse. Det er en underdrivelse at sige, at Store VEGA var helt vilde med hende. De var tossede med Musgraves!
Mest af alt må jeg rose Kacey Musgraves for sin udadvendthed, ydmyghed og karisma. Ofte holdte hun en pause mellem sangene for at snakke med publikum og fortælle, hvad de handlede om på en måde, så man lærte hende og hendes baggrund bedre at kende. Men hun var også meget humoristisk og viste stor interesse i forskellige kulturelle mærkesteder i København, som eksempelvis Tivoli og den lille havfrue. Det er måske lidt letkøbt at nævne to kulturelle pejlemærker og sige, at man kan lide dem, og at det ville være cool at bo på Christiania. Men hun virkede afslappet, og det fremgik heller ikke indøvet, men mere som en tanke, hun havde fået, som hun gerne ville dele med de fremmødte.
Selvfølgelig skulle der være ekstranumre, og hun kvitterede med tre, hvor den første var den utroligt smukke, nærmest Disney-agtige “Rainbow”. Det udviklede sig til et cover af “Neon Moon”, skrevet af Brooks & Dunn, som hun havde komponeret til en 80’er-synthet og disko-inspireret festsang med vocoders, inden hun sluttede af med Disko-country hittet “High Horse”. Det var godt, at de sange kom til sidst, for de var heller ikke repræsentative for hendes lyd op til. De skabte dog en stor fest, som sendte publikummet ud til en fantastisk start på ugen denne mandag aften.