De første navne er offentliggjort til Roskilde Festival 2019, heriblandt Travis Scott, Tirzah og Parquet Courts!

Foto: Travis Scott // David Lachapelle

Roskilde Festival har netop annonceret de første navne til 2019-plakaten, og lægger stærkt ud med kunstnere som Travis Scott, Parquet Courts, Rival Consoles og Tirzah.
Den amerikanske hip hop-stjerne Travis Scott er blandt de 12 første offentliggjorte artister til næste års Roskilde-program. Den 26-årige rapper er senest aktuel med 2018-albummet Astroworld, som det tredje i rækken, der høstede enorm anerkendelse hos både fans og anmeldere. Dermed har han for alvor markeret sig i som en vigtig spiller på den internationale hiphop scene.
Houston-artisten gæstede senest Danmark da han i 2017 leverede en gennemført vanvidskoncert på den fynske Tinderbox Festival og er nu inviteret op på Orange Scene, når han til sommer næste år giver koncert på Roskilde Festival. Den unge rap-komet er berygtet for sine storenergiske – og til tider voldsomme – optrædender, der ofte indebærer en god gang moshpit.
Roskilde 2019 løber af stablen i perioden den 29. juni til den 6. juli, hvor du ud over Travis Scott også kan opleve de danske pop-kometer Scarlet Pleasure, den skønne Tirzah og Parquet Courts, der alle er nye navne på vej frem på den internationale musikscene.

Ellers offentliggjorte acts:

Testament (US)
Alma (FI)
Blawan (UK)
Ghetto Kumbé (CO)
Full of Hell & The Body (US)
Julia Holter (US)
Nicola Cruz (EC)
Rival Consoles (UK)
 

Sofie Axelsen
sofieaxelsen@bandsoftomorrow.com