Danske CHINAH teaser for kommende album den elektroniske single “Real Thing?”

Foto: Ursula Marcussen


Den danske pop-trio CHINAH starter fredagen ud med det nye singleudspil “Real Thing?”, der teaser det kommende november-album ANYONE.

Siden den københavnske trio CHINAH i 2016 slap de første tunes løs, er det gået hurtigt fremad i deres indtog af musikscenen. Her har gruppen udgivet de to EP’er Once The Lights Are On og Hints, hvilket har sikret dem stor anerkendelse både i den nationale og internationale musikbranche, samt en Roskilde koncert, en god portion radiospilletid, Danish Music Awards-nomineringer og P3s Talentpris.

Selvom CHINAH er kendt for at levere bløde drømmepop-toner, startede de tre musikere Simon, Simon og Fine i en noget anden retning. Med deres debutalbum ANYONE, der er på gaden til november, har gruppen vendt sig mod en mere eksperimentel og elektronisk retning, hvilket også skinner tydeligt igennem på singlen “Real Thing?”.

Om det kommende album fortæller Fine:

”Vi har leget med popmusikkens præmisser på de første to ep’er. I popmusik skaber man ofte et entydigt og utopisk univers. Man beskriver drømmen. Nu går vi ind og knuser drømmen”.

Du har mulighed for at opleve den dynamiske trio live, når de til november giver fire koncerter i henholdsvis Aarhus, Aalborg, Odense og slutteligt i København den 23. november. Indtil da kan du give den velkomponerede elektro-banger et lyt her:

Tags:
Sofie Axelsen
sofieaxelsen@bandsoftomorrow.com