29 okt Bon Iver – Royal Arena

Foto: Morten Rygaard
Venue: Royal Arena
Dato: Søndag den 28. oktober 2018

 
På trods af at der til tider manglende nerve og intimitet, leverede det anmelderroste indiefolk-band Bon Iver en storslået og magisk koncertoplevelse, da de i går gæstede et udsolgt Royal Arena.
[rwp_box id=”0″]
Der er ingen tvivl om, at de kære Bon Iver-musikanter snedkererer eksperimenterende indiefolk som ingen andre. Det beviste de amerikanske gutter allerede, da de kickstartede koncerten med numrene ”666 t” og ”10 dEAThbREasT” fra det seneste album 22, A Million fra 2016, der nærmest slog pusten ud af et koncentreret og stille publikum. Mange associerer det fem-mand-store orkester med forsanger Justin Vernons skrøbelige falset, der svømmer ubesværet hen over gruppens detaljerige lydunivers, og denne gang havde de føjet tre dygtige saxofonister til truppen.
Selvom jeg befandt mig næsten bagerst i den enorme arena, var det en glimrende lyd af Bon Ivers magiske univers, der ramte mig. Her formåede gruppen, ligesom deres musik så ofte gør det, at skabe en form for skvulpende trance, hvor jeg og de mange andre publikummer kunne falde i staver over det prangende lydunivers. Og det var netop det, der skete under første set – jeg svømmede væk i den storslåede lyd, der strømmede ud over den ret så fjerne scenekant, hvor rigelige mængder synth, falsetharmonier og flydende toner gav en tranceagtig fornemmelse, mens lyduniverset indhyllede mig – som et varmt tæppe på en kold vinterdag.
Første set var spækket med toner fra den stærkt eksperimenterende 22, A Million-plade, og selvom cirka 16.000 mennesker var stimlet sammen i den udsolgte arena, herskede der en imponerende stilhed fra publikums side. Både fordi man ikke kunne undgå at blive opslugt og inddraget i musikken, men måske også fordi Bon Iver-genialiteterne krævede et opmærksomt og koncentreret publikum. Først da første set lakker imod enden, og bandet lagde an til ”Wash” fra det selvbetitlede 2011-album Bon Iver, lød der begejstrede tilråb fra publikum. Da jeg lod blikket vandre, var det ganske tydeligt at mærke, at størstedelen af publikum, på en eller anden måde, connectede med musikken. Armen lagdes rundt om naboens skulder, en hånd blev forsigtigt klemt hist og her, og andre tørrede en forvildet tåre væk fra kinden. Er der noget Bon Iver formår at skabe, er det altså et rørende univers, hvor følelserne sidder helt uden på tøjet.
Andet set blev skudt i gang med ”Perth”, ”Minnesota, WI” og ”Calgary” fra Bon Iver-pladen, der på mange måder tegnede en walk down memory lane. Her skinnede genkendelsesglæden tydeligt igennem hos det begejstrede publikum, og det hele eskalerede, da indie-kvintetten under ekstranumrene spillede det måske mest anmelderroste nummer ”Skinny Love” fra debutalbummet For Emma, Forever Ago fra 2008. Et nummer der tilhører det tidligere og mere forenklede Bon Iver-udtryk, men som ti år efter dets udgivelse stadig går direkte i hjertekulen.
Da Bon Iver på mange måder er indbegrebet af flydende og rolige indiefolk-toner, var jeg ærligt talt ret spændt på, hvordan de ville bygge koncerten op, så den ikke blev ensformig eller i værste fald kedelig. Det viste sig dog at være en ubegrundet bekymring. Særligt i anden del havde musikerne peppet deres storslåede kompositioner op med et folk’et og til tider jazz’et tvist, hvor forførende saxofonsekvenser svævede ubesværet hen over Bon Iver-universet. Den lungebårne afdeling viste sig i øvrigt at bestå af dygtige danske jazzartister, der i går havde æren af at spille for et udsolgt Royal Arena.
I første omgang blev jeg dog også ret forundret over den alternative slutning på første set, hvor de smukke ”Creature Fear”-toner eskalerede til en eksplosion af tung, larmende mislyd, inden den lettere malplacerede (og måske unødvendige) pause brød ind i koncerten. Men måske skulle det tolkes som et forsøg på at rense ørerne fra de konstante (og gode, bevares) strømninger af synth og falset – lidt ligesom når man på Michelin restauranter får en lille aperitif mellem retterne, der kan hjælpe med at nulstille smagsløgene.
Selvom gruppen leverede deres storslåede toner på fineste vis, var det alligevel som om, at koncerten manglede en smule nerve. Bon Iver-kvintetten kom på mange måder til at virke fjern og distanceret, og det var da heller ikke mange gange den generte Justin Vernon lettede på hørebøfferne for at henvende sig til sit publikum. Interaktionen mellem scene og tribune var på et minimum, og det tangerede til en lidt upersonlig oplevelse, hvilket står i stærk kontrast til amerikanernes ellers letbevægelige musik. Måske er det konsekvensen af, at man flytter noget så intimt som Bon Ivers skrøbelige univers over i et enormt Royal Arena-format – på trods af vellyd forsvinder en gnist af nerven.
Selvom sceneshowet var en anelse svært at få øje på, og storskærmene blot vandrede lidt sløret rundt mellem musikerne, havde gruppen alligevel lagt kræfter i det visuelle udtryk. Med sig havde de en stor portion lyskilder – store som små – der kravlende beplantede hele bagscenen, mens en række glødepærer lyste op i front. De visuelle rammer omfavnede egentligt ganske fint de storslåede kompositioner, men kom på nogle punkter også til at fremstå som et lettere torteret forsøg på at bevare den intime Bon Iver-stemning, der til tider var fraværende.
På trods af at der manglede nerve og intimitet, kastede det amerikanske indiefolk-orkester dog en lind strøm af smukke kompositioner, legende detaljer og flotte vokalharmonier af sig. Og i de magiske øjeblikke hvor nerven og nærværet var til stede, flød koncerten fuldstændigt over af dampende vellyd, som kun Bon Iver kan levere det.