30 okt Berlin-baserede ANNAVR’s “So Hi The Sky” er en tidlig julegave til alle avant-pop-fans
Foto: PR
For tiden boomer vores mailindbakke med guldkorn. Blandt disse stødte vi forleden på et spændende nyt Berlin-baseret act, den eksperimenterende avant-popartist, ANNAVR, der i fredags udgav singlen “So Hi The Sky” forud for en kommende EP-udgivelse.
Det vivler op med inspirerende tendenser, interessante vibes og spændende artister fra den tyske hovedstad Berlin i øjeblikket. En af disse artister er den dygtige avant-gardist ANNAVR, der med sin særegne musik forsøger at ruske op i popverdenen og ryste clichéerne af industrien.
I en alder af 9 år begyndte ANNAVR at få klassisk klaverundervisning, og som 14-årig fik hun øjnene op for jazzens Verden. Hendes talent på klaveret tog hende efterfølgende til både Amsterdam og New York, hvor hun fortsatte jazzklaverundervisningen. I dag er hendes musikalske baggrund blevet et springbræt til et spændende nyt projekt, hvor ANNAVR i en eksperimenterende sammenblanding kombinerer jazzen og klassisk musik med trap-beats, popfornemmelser og hints fra den elektroniske undergrund. Og den talentfulde musiker lader sig ikke hvile på laurbærrene, men har en konstant tørst efter nye indflydelser, og drømmer om at kunne gøre op med barrierer, både æstetisk og personligt, med sit inspirerende musikalske univers. Herom fortæller hun:
– Hybrid like our times, I don’t succumb to one genre and feel best when such criteria completely melts away in my music.
Tidligere på året gav ANNAVR sig i kast med en EP-trilogi, der skal afspejle hendes udvikling som både person og artist. Første del af trilogien, I: Hallicination, der udkom i sommers, kaster dermed lys på hendes fortid og indeholder en række smukke, klaverbårne kærlighedssange. Anden del, II: Vibration, ser dagens lys i slutningen af november, og handler om fremtiden, med funderende numre om romance, fællesskab, frihed og en digital verden. Trilogien afrundes med III: Salvation, som udgives i starten af 2019, hvor der tages udgangspunkt i ANNAVR’s jazz- og R&B-rødder.
I fredags udgav ANNAVR singlen “So Hi The Sky”, om hvilken hun fortæller:
– I is you is we: re-united in a digital romance, dreaming of ‘heaven to draw us under’. Accompanied by angelic choirs, high up in the sky they reach their musical ecstasy on ‘breathing body clouds’.
“So Hi The Sky” er første smagsprøve på den kommende anden del af EP-trilogien, så hvis du, ligesom vi her på kontoret, er blevet ret bidt af ANNAVR, så kan du altså glæde dig til den 30. november, hvor den fire-tracks-lange II: Vibration rammer gader og stræder.