bandsoftomorrow.com | The Cure til Roskilde Festival 2019

The Cure til Roskilde Festival 2019



Foto: Andy Vella

Så er der godt nyt til alle The Cure fans. Den legendariske gruppe gæster Danmark næste år med en optræden på Roskilde Festival 2019. 

Offentliggørelserne af artister til Roskilde Festival 2019 er for nylig skudt i gang, og nu udvides plakaten med endnu et navn. Og det er et stort et af slagsen. Det er nemlig ingen ringere end The Cure, som næste år kommer til at afslutte Roskilde Festival med den sidste koncert lørdag nat på Orange Scene.

Den berømte gruppe, der har et enormt musikkatalog med 13 udgivne studieplader og velkendte klassikere som “Friday I’m in Love” og “Just Like Heaven”, har netop fejret deres 40-års musikalske jubilæum. Med en lang musikhistorie og en massiv mængde hits er det karismatiske band i årenes løb blevet ikoniske forbilleder, og gruppens velkendte og unikke mikstur af melankolsk og alternativ pop har længe været elsket af fans.

Første gang The Cure med Robert Smith i front gæstede Roskilde Festival var i 1985, mens deres seneste visit var i 2012. Gruppen, der oprindelig blev dannet i London, har dog gæstet festivalen af flere omgange, og i 2019 bliver det altså sjette gang, at de fascinerende herrer lægger et visit forbi.

Roskilde Festivals programchef Anders Wahrén udtaler om bookingen af The Cure:

“The Cure er på alle måder det oplagte navn til at afslutte næste års festival. De kan trække på et bugnende bagkatalog af hits og højtelskede klassikere fra de seneste 40 år, og deres særligt tætte forhold til Roskilde Festivals publikum skal nok skabe en helt speciel og rørende stemning. De har tilmed selv bedt om at få lov til spille årets sidste koncert på Orange Scene lørdag aften, så de har mulighed for at levere et ekstraordinært og uforglemmeligt maraton-show.”

Med denne nyhed kan vi slet ikke vente til næste sommer!

Henny Müller Dahl
hennydahl@bandsoftomorrow.com