fbpx

Premiere: aarhusianske Wolfroy leverer stemningsfyldt musikvideo til nummeret “Stay Quiet”

Foto: Miriam Palmqvist Skjøtt Poulsen

Vi har i dag fornøjelsen af at premiere den veludførte, dybsindige musikvideo til det stemningfulde track “Stay Quiet”, fra den aarhusianske up-coming artist Wolfroy. 
Den aarhusianske artist Wolfroy langede i sidste måned det selvbetitlede debutalbum Wolfroy over disken, og vi har været så heldige at få lov til at premiere musikvideoen til nummeret “Stay Quiet” fra samme plade. Bag kunstnernavnet finder vi den 24-årige Christian Poulsen, der ganske tydeligt har en klar vision med og omkring sin musikalske lyd.
Den unge aarhusianer finder sin inspiration i de amerikanske rækkevidder, særligt i kunstnere som Will Oldham og Damien Jurado, og har af flere omgange vendt snuden mod Nashville for at samle inspiration til egne musikkreationer. Christian forklarer, at han med sin musik ønsker at håndgribeligtgøre tanker til en størrelse man kan spejle sig i:
– Jeg er meget interesseret i det fortællende univers. Jeg vil helst ikke fremstå for poetisk eller kunstnerisk i min lyrik. Jeg vil egentlig bare gerne have lov til at sætte ord på nogle tanker. Det må gerne være simpelt og håndgribeligt. Samtidig håber jeg, at jeg kan røre ved noget inde i mennesker. Det er mit håb, at mit forsigtige og undrende væsen kommer til udtryk i musikken og at nogen kan spejle sig i det.
“Stay Quiet” er en stemningsfuldt sag, båret af guitarrifs og Christians skrøbelige vokal. Det organiske, følsomme univers kommer også til udtryk i den akkompagnerende video, hvor vi følger den lyshårede lille gut, der frygtløst kaster sig ud i eventyret. Og i følge kunstneren selv, indkapsler videoen netop de musikalske sindsstemninger, som han ynder at bevæge sig rundt i.
Du kan høre (og se) det melodiske, stemningsfyldte nummer her:

Tags:
Sofie Axelsen
sofieaxelsen@bandsoftomorrow.com