fbpx

The Entrepeneurs teaser kommende album med livesession-singlen “Heroine” og løfter samtidigt sløret for en Danmarkstourné i det nye år

Foto: Malte Ivarsson

Støjrock-trioen The Entrepreneurs teaser det kommende debutalbum med singlen “Heroine” og den tilhørende livesession. I samme ombæring annoncerer gruppen en omfattende Danmarkstourné i starten af det nye år.
Den danske trekløver The Entrepreneurs er på banen med endnu et singleudspil forud for gruppens kommende debutalbum Noise & Romance. Det nye nummer “Heroine” lanceres denne gang med en tilhørende livesession, der giver et indblik i gruppens støjrockede lydunivers. Trioen annoncerer i samme ombæring, at de tager på en større Danmarksturné, der strækker sig over de kolde vintermåneder i januar og februar.
The Entrepreneurs omtaler selv det nye nummer som “en lang noise-rock hymne”, og processen bag det nye track er da også en smule anderledes. En intens indspilningssession på blot 24 timer har dannet rammen for det rå lydunivers, og nummeret har efterfølgende været omkring producer Jens Ramon (Figurines, The New Spring) og mixer Nis Bysted (Iceage, Blaue Blume, Cancer).
De rå undertoner er også til stede i den tilhørende livesession, hvor de mørke og tunge elementer meget fint indkapsler gruppens lydlige univers. Om nummeret “Heroine” fortæller forsanger Mathias Bertelsen:
– I processen med det her track følte vi virkelig, vi ramte kernen af, hvordan vi ønskede albummets lyd skulle være. Det var første gang, vi havde skrevet så lang en intro, og måden, det hele samlede sig på, gav os et helt nyt perspektiv på indspilningerne af resten af albummets sange.
Støjrockgruppen er berygtede for deres gedigne liveoptræden, som du selv har mulighed for at opleve, når de tourer rundt i det danske land.
Gå på opdagelse i “Heroine”-livesessionen her:

Se tourdatoer her:

8.-11. nov, 2018: Sorte Firkant Festival, København (DK)
25. januar, 2019: Tøjhuset, Fredericia (DK)
26. januar, 2019: Northern Winter Beat, Aalborg (DK)
31. januar, 2019: Thy, Thisted (DK)
1. februar, 2019: Radar, Aarhus (DK)
2. februar, 2019: Templet, Lyngby (DK)
8. februar, 2019: Mantziusgården, Birkerød (DK)
9. februar, 2019: Tapperiet, Køge (DK)
14. februar, 2019: Fermaten, Herning (DK)
15. februar, 2019: Sønderborghus, Sønderborg (DK)
16. februar, 2019: Harders, Svendborg (DK)
23. februar, 2019: Hotel Cecil, København (DK)

Sofie Axelsen
sofieaxelsen@bandsoftomorrow.com