fbpx

Kurt Vile – Store VEGA

Foto: Jo McCaughey
Venue: Store VEGA
Dato: Tirsdag den 16. oktober 2018

På trods af enkelte tekniske såvel som spillemæssige fejl under Kurt Viles Store VEGA-koncert, fik han spillet en sikker koncert, hvor enkelte meget imponerende øjeblikke sprang frem. Dog var koncerten også meget ud af landevejen, hvilket kunne skyldes den lidt anonyme optræden fra bandet. Med et rigtig godt bagkatalog af sange og en gennemført lyd på hele bandet, endte aftenen dog som en succes.

Kurt Vile – Store VEGA
3.5 / 5 Anmeldelse

Kurt Vile dyrker en form for indie-rock, der udspringer af en folket singer-songwriter-tradition. Jeg har altid synes, at hans eksistentielle tekster har gjort ham til sin egen. De virker som et resultat af en stream-of-consciousness, en slags vrøvlen om alt omkring ham, hvilket bliver indrammet af fantastiske guitarfigurer. Det var derfor med høje forventninger, at jeg gik ind til koncerten i et meget varmt Store VEGA, på en ret så kold efterårsaften.

Desværre startede koncerten med, hvad der virkede som en kæmpe miskommunikation mellem Kurt Vile og trommeslageren, da han to gange bad trommeslageren om at gå i gang med at tælle ind efter en kort svævende intro, der blev spillet af synthesizeren. Det betød, at der kom en pause i det, der skulle have været en glidende overgang.

Det virkede temmelig kikset og skød koncerten uheldigt igang. Men de kom efter det, og bandet med to guitarer, bas og trommeslager, spillede sig temmelig sikkert gennem hele koncerten. Måske var det endda for sikkert. De stod mere eller mindre stille på deres pladser med den samme dynamik mellem sangene, hvilket gjorde, at koncerten forekomme ret ensformig. Der skete ikke de store forskelle under, hvilket gik hen og blev et problem for de numre, der godt kunne vare otte minutter.

Men når Kurt Vile og hans band gik væk fra det etablerede og sikre, gjorde det klart koncerten mere interessant. Midtvejs inde i sættet stod Kurt Vile alene på scenen med en akustisk guitar og sang “Stand Inside” fra hans forrige album b’lieve i’m goin down… Lyset skabte en form for nattehimmel med stjerner bag ham, mens han spillede roligt og med overskud. Sangen blev et meget ømt øjeblik under den cirka halvanden time lange koncert.

Et andet højdepunkt var sangen “Wakin On a Pretty Day”, der under de første toner fra den fantastisk og drømmende guitarmelodi fik fremprovokeret stor jubel fra publikummet. På trods af, at der var en “Wah”-effekt på guitaren, der kom for tidligt, fik de svajende tilskuere set Kurt Vile i sit es, med en massiv brølende guitarsolo.

Kurt Vile går bestemt op i at spille med den helt rigtige tone og lyd på sin guitar, hvilket betød, at han efter hver enkelt sang måtte skifte guitar. Det gjorde, at der kom nogle uheldige pauser mellem sangene, som for eksempel inden “Golden Tone”, hvor han stoppede sin egen intro to gange for at finstemme guitaren. På den anden side, var lyden guitarerne så virkelig vellykkede, og der blev sandeligt ikke gået på kompromis. Den skulle være perfekt og det var lyden på hele bandet generelt denne efterårsaften.

Derudover gik Kurt Viles søvndyssende stemme klart igennem, og hans tekster om sin egen eksistentielle melankoli og panik var derfor også tydelige. Man kunne godt have frygtet, at vokalen ville risikere at forsvinde under en koncertoptræden som denne, men det var intet problem.

På trods af hans til tider meget humoristiske sange, virkede han ikke som en særlig sjov eller yderligere udadvendt person. Kommunikationen mellem Vile og de fremmødte bestod af høje “Wuup”, dybe “Yeah” og linjer som “We love You”. Men det virkede sjældent afslappet eller som om, han havde ro på.
Roen var der dog med det samme, når han så gik igang med at spille sine sange, men når musikken spillede, gemte han sig mest bag sit hår. Han fremstod som en meget indadvendt person. Det er også helt okay, da det sikkert er med til informere hans sange, musik og de emner, han synger om. Men i et koncertformat, virkede det ikke helt tjekket. Det bedste eksempel var da han ville sige tak til opvarmningsbandet og spurgte publikum, om de havde set dem. Der kom intet svar, måske fordi de ikke kunne høre ham ordentligt, så han fortsatte bare. Det blev en smule akavet for at være ærlig.

Men det forhindrede dog ikke den overordnede fornemmelse af koncerten som en vellykket og gennemført omgang slacker-rock, der varmede på en efterårsaften.

Tags:
Kaare Schou Nygård
kaareschounygard@bandsoftomorrow.com