17 okt Koncert-aktuelle Billie Eilish deler den skrøbelige nye single “when the party’s over”
Foto: Universal Music
Den VEGA-aktuelle amerikanske popsangerinde har allerede spredt sit navn som en steppebrand verden over, og med den fantastisk smukke “when the party’s over” beviser hun hvorfor.
Den blot 16-årige, amerikanske kunstner Billie Eilish er en af dem, du skal holde et vågent øje med, hvis du vil være først hvad angår en af morgendagens helt store popstjerner. Det peger alt i hvert fald i retning af for tiden, og den unge sangerinde har allerede rundet svimlende 2,5 milliarder streams sammenlagt, og netop haft sin TV-debut på The Ellen DeGeneres Show.
På lørdag skyder hun en fuldstændig usolgt US-tour igang, og det er forud for den, at hun nu har sluppet den fantastisk smukke “when the party’s over”.
De fleste af Billie Eilish’s tracks har været stille og dybtfølte (hør for eksempel “idontwannabeyouanymore” eller det seneste Khalid-samarbejde “lovely”), men det er som om, “when the party’s over” er taget skridtet videre. I bedste Imogen Heap’s “Hide and Seek”-stil er nummeret minimalistisk, båret af vokalharmonier og stærke melodistykker og uventede opbrud. Og det helt skrøbelige udtryk fungerer sindssygt godt for Billie Eilish, som nailer den med det ærlige omkvæd, hvor hun helt fint synger: “Quiet when I’m coming home and I’m on my own//I could lie, say I like it like that like it like that”.
Nummeret er produceret af hendes samarbejdspartner og storebror Finneas O’Connel.
Billie Elish, hvis forrige single, “you should see me in a crown”, blev streamet mere end en million gange inden for det første døgn, udgav sin debut-EP don’t smile at me sidste år, og arbejder efter sigende på sit debutalbum, som skulle lande engang næste år.
Hendes koncert i Store VEGA finder sted den 13. februar næste år, men blev udsolgt inden for ganske kort tid efter annonceringen.
Vi glæder os til at høre, hvad næste års albumudgivelse kommer til at kaste af sig, og håber det kommer til at byde på mere kvalitet af denne her kaliber: