fbpx

Koncertanbefalinger // Uge 42

Foto: Tejs Holm

Endnu engang er vi klar med vores ugentlige koncertanbefalinger, som denne gang byder på syv sprøde acts, du kan nyde glæde af i ugens løb. Vi har fremhævet seks styks, som vi synes er særligt interessante til din efterårsferie. Og skulle du alligevel ikke have ferie, så kan du jo altid liste dig ned og forsøde hverdagen med nogle gedigne musikoplevelser alligevel.

Death Machine

Hvornår: Torsdag den 18. oktober
Hvor: Ideal Bar
På trods af det ret så hårde navn, der kunne pege i en metalrock-agtig retning, er den danske kvartet Death Machine leveringsdygtige i blød og lo-fi folk-rock. Bandet består af de fire gutter Morten Ørberg, Sven Busck, Simon Christensen og Jesper Mogensen, der senest var aktuelle med den vellydende septembersingle “Isle of Mine”. Firkløveren brygger for tiden på deres tredje album i rækken, der følger op på det selvbetitlede debutalbum Death Machine fra 2015 og 2017-albummet Cocoon. Det kommende album skulle efter sigende omfavne organisk og “futuristisk stammemusik”, så der er lagt i ovnen til en lidt anderledes lydoplevelse, hvis du kigger forbi Ideal Bar torsdag aften.

George Ezra

Hvornår: Torsdag den 18. oktober
Hvor: Tap1
Der er døbt kvalitetspop for alle pengene, når den britiske pop-komet George Ezra på torsdag lægger vejen forbi det københavnske spillested Tap 1. Siden han i 2013 debuterede med kæmpehittet “Budapest”, fra EP’en Did You Hear The Rain, har det taget fart for den 25-årige singer/songwriter. Tidligere på året udgav han radiohittet “Shotgun”, og er senest aktuel med albummet Staying at Tamara’s, hvor han går i fodsporene på forbilleder som Ed Sheeran, Bob Dylan og Woody Guthrie. Sidst den unge brite gæstede Danmark var til koncerterne på Northside Festival og Store VEGA i 2015, og vi er ret begejstrede for, at han endnu engang vender snuden mod de danske breddegrader.

Josa Barck + special guests: Bæst x Gottschalk

Hvornår: Fredag den 19. oktober
Hvor: Musikcaféen
Den københavnske sup-pop-artist Josa Barck blæste os bagover med sin eksperimenterende og velspillede performance under dette års UHØRT Festival, og på fredag giver den garvede musiker atter koncert i det københavnske. Denne gang er det i ledtog med releasefestivitas, når Barck på fredag slipper sit andet album Keep Your Batteries Warm. Er du til musikalsk performance med rigelige mængder visuelle effekter, kan vi varmt anbefale dig at svinge ind forbi Musikcaféen, når den københavnske artist leverer alternativ og eksperimenterende pop- og synthrock og pulserende rytmer. Barck kan bryste sig af et omfattende musikalsk CV, der blandt andet holder et samarbejde med kunstnere som Alphabeat og The Broken Beats, og nu også et ret så spændende soloprojekt. Som prikken over i’et byder aftenen på besøg fra artisterne Bæst og Gottschalk, der medbringer deres egne fortolkninger af Barck-universet.

Baby in Vain

Hvornår: Fredag den 19. oktober
Hvor: Hotel Cecil
Der er solid grunge-rock på menuen, når den københavnske rock-trio Baby In Vain på fredag lægger vejen forbi Hotel Cecil. Bag kunstnernavnet finder vi de tre kvinder Benedicte, Lola og Andrea, der i 2017 var på banen med debutalbummet More Nothing, efter flere år med musikalske single- og EP-smagsprøver. Albummet fik flot omtale med på vejen, da det blev modtaget med kyshånd fra den danske musikbranche. Siden udgivelsen af det rocktunge album More Nothing har den danske gruppe været på en omfattende tour rundt om i verden.
Det er den alternative rockmusiker ROXY JULES, der skal sørge for at varme publikum godt op, inden trioen selv betræder scenen. Fredag aften på Hotel Cecil står i den grad i rockens tegn.

Kippenberger

Hvornår: Lørdag den 20. oktober
Hvor: Hotel Cecil
Det er lyrikken og et snørklet sprogunivers der er i fokus, når den danske pop-snedker Kippenberger lørdag aften giver koncert på Hotel Cecil. Den tidligere The Floor Is Made Of Lava-forsanger Tobias Kippenberger er manden bag det selvbetitlede soloprojekt, hvor det engelske sprog er erstattet af et finurligt og kringlet dansk lyrikbillede. Den danske pop-artist debuterede i juni måned med EP’en Uden Hænder, hvor særligt singlen “Op og ned i showbiz” har taget en sejrsrunde på diverse radiostationer. Er du på de jyske kanter, kan du også opleve Kippenberger, når han torsdag den 18. oktober giver koncert på det aarhusianske spillested Atlas.

Roosevelt

Hvornår: Søndag den 21. oktober
Hvor: Pumpehuset
Sidst på denne uges liste over koncertanbefalinger har vi den tyske DJ og producer Roosevelt. Den unge kunstner, med fødenavnet Marius Lauber, arbejder inden for flere forskellige musikalske genrer, såsom synth-pop og chillwave, når han indhyller sine fans i sit melodiske og rytmiske univers. Roosevelt, der tidligere har lavet remixes af sange fra etablerede kunstnere som CHVRCHES og Rhye, udgav tidligere på året albummet Young Romance som en efterfølger til det selvbetitlede album Roosevelt fra 2016. Nu har de danske fans endelig mulighed for at opleve den talentfulde multikunstner give koncert, når han kickstarter sin vidt omspændende Europa-tourné med sit act i Pumpehuset den 21. oktober.
 

Gå heller ikke glip af:

Christian Hjelm – Lille VEGA, torsdag den 18. oktober
Gusgus – DR Studie 2, torsdag den 18. oktober

Sofie Axelsen
sofieaxelsen@bandsoftomorrow.com