fbpx

Danske CHINAH annoncerer endnu en ekstrakoncert på Hotel Cecil i november

Foto: Ursula Marcussen

Den vellidte pop-trio CHINAH annoncerer endnu en ekstrakoncert på Hotel Cecil den 22. november, i kølvandet på to udsolgte  førsteshows. 
Det er gået stærkt for den danske pop-trio CHINAH, der har haft godt med vind i sejlene lige siden de i 2016 debuterede med EP’en Once The Lights Are On. Lige om hjørnet venter den københavnske gruppes debutalbum ANYONE, der med sin udgivelse den 9. november danner rammerne for den kommende danmarksturné. Og billetterne til gruppens Hotel Cecil-koncert har været så efterspurgte, at der nu annonceres en ekstrakoncert på det københavnske spillested, den 22. november.
Trekløveren gav tidligere på måneden en forsmag på det kommende album i form af singleudspillet “Real Thing?”, der markerer en form for musikalsk retningsskifte. På ANYONE skrues der ned for drømmepoppen vi kender fra gruppens to EP’er og op for en eksperimenterende elektro-pop – noget der ifølge forsanger Fine er det et ganske bevidst valg:
Vi har leget med popmusikkens præmisser på de første to EP’er. I popmusik skaber man ofte et entydigt og utopisk univers. Man beskriver drømmen. Nu går vi ind og knuser drømmen.
CHINAH har høstet stor anerkendelse i ind- og udland for de to EP’er Once The Lights Are On og Hints, og har desuden opnået en god portion radiospilletid, Danish Music Awards-nomineringer og P3s Talentpris. Indtil nu har den københavnske trio imponeret med deres vellydende toner, og vi glæder os meget til at se, hvilke godter debutalbummet bringer med sig!
Du kan høre gruppens seneste single “Real Thing?” her:

Du kan se spilledatoer for CHINAHs danmarksturné her:
15/11 Aarhus, Train
16/11 Aalborg, Skråen
17/11 Odense, Posten
22/11 København, Hotel Cecil
23/11 København, Hotel Cecil [UDSOLGT]
24/11 København, Hotel Cecil [UDSOLGT]

Tags:
Sofie Axelsen
sofieaxelsen@bandsoftomorrow.com