bandsoftomorrow.com | Interview med Maggie Rogers: Det føles naturligt at vende tilbage nu, fordi jeg har noget at sige

Interview med Maggie Rogers: Det føles naturligt at vende tilbage nu, fordi jeg har noget at sige

Foto: Universal Music

Den amerikanske popsangerinde Maggie Rogers har med udgivelsen af singlen “Light On” endelig annonceret sit debutalbum, Heard It In A Past Life. Det er på gaden den 18. januar 2019 og skildrer en turbulent periode af kunstnerens liv. Kom helt ind på Rogers i portrættet her, hvor hun blandt andet fortæller om den smukke comeback-single “Fallingwater”, det kommende debutalbum og det ‘all female lineup’, hun har kurateret for en amerikansk festival. 

Det lyder mærkeligt! Lyder det også mærkelig for jer?! spørger Maggie Rogers​ kun tre numre inde i sit set, hvorefter hun afbryder musikken for at konstatere, at strømmen til bandets instrumenter er gået. Det har jeg ikke prøvet før, siger hun i mikrofonen, der heldigvis stadig giver lyd fra sig. Der er måske 20 sekunders stilhed, og så bryder hun ud i en kraftfuld solosang. Det lyder fantastisk. Mens teknikerne sveder på scenen for at løse problemet, begynder publikum at genkende teksten til den sang, Rogers smukt fremfører: »I try to say goodbye and I choke//Try to walk away and I stumble//Though I try to hide it, it’s clear//My world crumbles when you are not here…«
Det er lidt som at være med i en amerikansk Hollywood-film. Strømmen går, den unge sangerindes vokal må enten briste eller bære, og med ikke et øje tørt bakker publikum hende op og synger med på coveret af Macy Grays evergreen “I Try”. Veninderne foran mig lægger armen om hinanden og smiler. Pludselig vender resten af bandets lyd tilbage, og til stor jubel fra publikum fremfører de resten af sangen. Rogers’ varme person skinner igennem fra scenen, og det er ikke overraskende, at publikum har lyst til at synge sammen med hende, selvom man ikke er ét sekund i tvivl om, at hun nailer den på egen hånd.
Resten af settet fremføres uden yderligere vanskeligheder og rundes af med den nye single “Fallingwater”, der manifesterer Maggie Rogers’ enorme talent.

Vi spoler tiden tilbage til en times tid inden den ovennævnte koncert, hvor jeg møder Maggie Rogers til et interview i de kolde, industrielle kælderlokaler under TAP1 i København. Hun er i landet som support for succestrioen HAIM på deres Sister Sister Sister Tour.

Det store supportjob er den foreløbige kulmination på en (i grove træk) lidt over to års intens, musikalsk rejse, som jeg gerne vil skildre. Det er svært at pege på, hvor man bedst starter historien om det unge talent, for det er en fortælling med to begyndelser.

Første begyndelse: Now That the Light Is Fading – EP


Kort fortalt startede Rogers’ vilde eventyr for alvor, da hun i 2016 fik Pharrell Williams til at græde. Rogers studerede music production på New York University, og i forbindelse med instituttets 50-års jubilæum havde skolen inviteret stjerneproduceren til at være “artist in residency”. Eleverne fik at vide, at de skulle forberede en sang hjemmefra og tage den med til time. De var uanende om, at at Pharrell skulle lytte til den og give feedback. Rogers skrev nummeret “Alaska” på cirka 15 minutter, og da hun spillede det for Pharrell, fik han tårer i øjnene og konstaterede, at han aldrig havde hørt noget lignende. Det hele blev filmet, videoen af hans reaktion gik viralt, og Maggie Rogers, der er vokset op med banjo og folkmusik i Maryland, USA, var på alles læber og kort tid efter en pladekontrakt rigere.

I perioden, der fulgte, udgav Rogers “Alaska” som sin debutsingle, fulgte op med EP’en Now That the Light Is Fading, spillede på festivaler, i TV, i radio, indspillede musikvideoer og foretog sig alt, hvad en professionel musikkarriere nu derudover indebærer.

I september sidste år kom så singlen “Split Stones”. Det var endnu et nummer, der viste Maggie Rogers unikke og ørehængende blanding af og kærlighed for folk, pop og elektronisk musik. Nummeret blev imidlertid også udgivet med en note om, at det var en afskedsgave: This is me saying goodbye for a little while. Here’s to the end of the beginning and the start of everything else.

Anden begyndelse: Heard It In A Past Life – Debutalbum


Du sagde midlertidigt farvel med “Split Stones” sidste år. Hvorfor føltes det rigtigt at vende tilbage med “Fallingwater”, spørger jeg Rogers, da vi sætter os sammen efter lydprøven.

Jeg sagde farvel, fordi jeg var virkelig overvældet, og så mange ting havde forandret sig i mit liv over så kort en periode. Jeg vidste ikke længere, hvor jeg var, eller hvordan jeg havde det med det. Det kræver stilhed at kunne larme, og jeg tog noget stilletid og kreativ tid. Nu føles det som et naturligt tidspunkt at vende tilbage, fordi jeg har noget at sige.

Rogers har endelig annonceret det debutalbum, hun har gået og brygget på. Det hedder Heard It In A Past Life, udkommer den 18. januar 2019 og indeholder numre som “Alaska”, “Give A Little” og den singlen “Light On”, som udkom sammen med annonceringen. Hun glæder sig helt vildt til at vise verden albummet, som omhandler denne her mærkelige periode af hendes liv. Hun har altid betragtet albumformatet som en form for katalog, eller et redskab til at markere et tidsforløb, og på albummet behandler hun begivenheder som eksempelvis dimissionen fra college, og generelt de ændringer, der er sket i hendes liv.

Mit liv blev meget offentligt, meget hurtigt og på en måde, der var meget ude af min kontrol. Og lige så meget, som jeg elskede det, fordi jeg altid har drømt om at være musiker, lige så uhyggeligt var det også.

“Fallingwater” blev den rette sang at vende tilbage med efter pausen fra de vilde omvæltninger. Fremprovokeret af en vis frustration over, hvordan vi evigt og altid skal præsentere vores liv fra den bedste side af – eksempelvis på sociale medier – blev det vigtigt for Rogers at begynde det nye kapitel med at fortælle, hvordan hele denne her rejse faktisk har været virkelig hård. Og det er den historie, “Fallingwater” fortæller fra begyndelsen.

Jeg føler mig meget mere sikker i alt det her nu, men der var en lang periode, hvor jeg ikke var sikker på, at det var sådan her, jeg ønskede, at mit liv skulle være. Realiteten, når man arbejder som musiker, er, at der faktisk er meget mindre musik i dit liv. Ingen ville tro det, men du laver måske musik i tre måneder af året, og så tager du ud og promoverer det. Så jeg prøver at gøre processen mere kreativ nu, og det føles rigtigt.

Rogers afslører også, at hun nok ikke havde udgivet en EP i første omgang, hvis hun havde haft valget. Hun elsker album og har altid ønsket at lave album. Hun udgav EP’en, fordi det var hendes afslutningsprojekt i skolen. Hun havde en håndfuld numre, der var færdige, og sideløbende medførte den store opmærksomhed omkring hende en forventning om, at hun snart kom med noget.

Det føles virkelig godt at have lavet en hel sætning nu, at have færdiggjort albummet og kunne udgive det og sige, ‘okay, EP’en var denne her mærkelige ting, som jeg har det godt med, men albummet er denne her ting, som jeg er virkelig stolt over’, siger hun.

“Fallingwater”: The start of everything else


“Fallingwater” udkom i slutningen af maj, og forhåbentligt er den repræsentativ for kvaliteten af resten af pladen. Nummeret har faktisk været undervejs siden 2016, hvor hun i sin tid begyndte at skrive på det. Normalt skriver hun sine sange på en times tid, producerer det samme dag, og finpudser produktionen næste dag. Men “Fallingwater” er opstået i et samarbejde med det tidligere Vampire Weekend-medlem Rostam​ (som også har arbejdet med kunstnere som Diplo, Charli XCX, Frank Ocean, Santigold og Solange), og pludselig skulle hun tænke en anden ind i processen.

De to mødte hinanden i forbindelse med Rostams projekt med Hamilton Leithauser, der i 2016 mundede ud i albummet I Had a Dream That You Were Mine. De to spillede et show i Brooklyn kun fem minutters gang fra Rogers hjem. Hun var hungrende efter at få lov til at optræde live, men timingen passede ikke. Det var i midten af hele virvaret omkring den virale video med hende og Pharrell, og som hun selv udtrykker det, var det nok ikke en god idé bare at følge en indskydelse og tage ud og spille en koncert. Da hun så, at Rostam og Leithauser skulle spille i nærheden, ringede hun dem op og spurgte, om hun måtte synge kvindestemmen på deres nummer “1959”, som Angel Deradoorian fra Dirty Projectors på pladen lægger vokal til.

De lod mig rent faktisk synge sammen med dem. Så jeg mødte Rostam til lydprøven, hvor vi talte om produktion, fordi han var interesseret i, hvad jeg havde brugt til at producere EP’en. I løbet af det næste år begyndte jeg at arbejde på “Fallingwater” derhjemme og bragte Rostam med indover. Vi delte filer og brugte tid sammen de næste to år.

Det er ikke svært at forestille sig, at processen trækker ud, når man sætter to passionerede producere sammen. Rogers erkender også, at de begge er rimelig stålfaste og hver har deres måde at gøre tingene på. Det var også derfor, hun ofte arbejdede på det alene derhjemme og så mødtes med ham efterfølgende. De udfordrede hinanden konstant, men resultatet var også til at føle og mærke på.

Jeg kender til hver lillebitte del af den sang, hver enkelt akkordændring, for der har været sådan 40 forskellige versioner af den med forskellige arrangementer, strukturer og alt muligt crazy shit. Alle elementer i den sang er udvalgt helt specifikt, og det er en dejlig følelse frem for at være sådan, ‘denne her del er i nummeret, fordi det var det første, jeg skrev’. Det var en hård process, men jeg lærte meget af det.

Skæbnetro og kvindekamp


Maggie Rogers er ikke bleg for at tale om skæbnen, held og en eller anden form for “universets vilje”, når hun ser tilbage på sin hidtidige karriere. Skal vi lige genopfriske, at hun møder velforberedt op til time en dag, og pludselig har Pharrell Williams ord på, at det, hun har gang i, er rigtigt?

Jeg flyttede fra min college-lejlighed den 31, maj 2016. Jeg gik viralt den 1. juni. Jeg skrev pladekontrakt den 31. august. Det var lidt vildt, har hun tidligere udtalt til mediet EveningStandard.

Der er alle de her mærkelige tilfældigheder, der sker hele fucking tiden, bekræfter hun også over for mig, da jeg spørger ind til, hvornår universet sidst har planlagt hendes skæbne. Efter lidt betænkningstid kommer hun frem til, at det var i løbet af indspilningen af albummet, hvor hun blev fanget af Tarot-kort, som hun fandt ud af fungerede som et kraftfuldt redskab til at knytte historiefortælling til hendes fortid.

– Jeg føler, at jeg er ret god til at fortælle historier i retrospektiv, men jeg har sværere ved at finde ud af, hvordan jeg føler i nu’et. Tarot-kort var bare denne her fantastiske refleksion over, hvad jeg følte, fordi de basically fortæller en historie om din dag. Før jeg gik i studiet vendte jeg et kort, og næsten hver dag i tre måneder var det det samme kort, jeg trak. Det var The Empress-kortet, som er det her arketypiske feminine symbol, sådan et “divine feminine power house! Sådan et helt fantastisk “yeah you go!”-kort.

Da Rogers ved den seneste fuldmåne trak tre kort i streg – et for fortid, nutid og fremtid – var The Empress-kortet, imidlertid det, der repræsenterede hendes fortid, så nu ved hun ærligt talt ikke, hvad hun skal tænke – vi får at se, siger hun med et smil.

Og lige meget, hvad kortene fortæller, så er der altså intet der tyder på, at symbolet for kraftfulde kvinder er noget, der hører hendes fortid til.

I samarbejde med den tætte veninde Lizzy Plapinger, som også går under kunstnernavnet LPX, har Rogers stået for at kuratere lørdagsprogrammet på den Washington-baserede festival All Things Go. Og det er udelukkende kvindelige artister, de har booket. Udover at Maggie Rogers og LPX selv er på plakaten, har de hevet Alma, Billie Eilish, Jessie Reyez, Ravyn Lenae, Oshun og Kaye med.

Der er en twitter-profil, jeg følger, som tager alle festival-lineups og fjerner alle de mandlige artister for at vise, hvor mange kvinder, der spiller. Og det er så evigt virkelig, virkelig deprimerende, fortæller hun om booking-tjansen. Det er også tydeligt på Rogers, at mærke, at hun derfor virkelig har nydt at stå på scenen med pigerne fra Haim aften efter aften i forbindelse med turnéen.

Det føles bare så… siger hun og afbryder sig selv – det skulle jo ikke føles vildt, det skulle bare være normalt. Hvis vi er 50% af verdens befolkning, skulle det her ske ved tilfældighed mere end noget andet.

I Rogers’ (og mange andres) optik, er det et spørgsmål om, at barrieren for kvinder, der gerne vil ind på musikscenen simpelthen er for stor. Det har Rogers også selv oplevet.

Da jeg voksede op, var den eneste guitarbutik i byen drevet af mænd, hvilket er fint, jeg elsker mænd, men der var ingen priser på guitarerne. Så du var nødt til at tage den guitar, du gerne ville have, med op til kassen. Så kiggede de på dig og vurderede, hvor meget du vidste, og så fortalte de dig en pris. Det var helt vildt intimiderende, og jeg bliver stadig så fucking nervøs, når jeg går ind i en guitarbutik… og det er mit job!

Så det vigtigste for Lizzy og Rogers var at skabe muligheder for kvinder. Men ikke på enhver bekostning, for der var en anden side af sagen – at de ikke skulle tilbyde kvinder jobbet, fordi de var kvinder, men fordi de var de rette til jobbet – Det er til en vis grad antifeminisme, hvis du kun får jobbet, fordi du er en kvinde, siger hun.

Og det er en svær balance, for mens Rogers og Lizzy har gået efter et lineup med diversitet på alle områder, forklarer hun også, at det har været en lektion udi empati.

Det er virkelig nemt at brokke sig hele tiden, men der er en anden stor festival, Austin City Limits, som finder sted samtidig, så mange artister var allerede optaget. Lige så meget, som vi gerne ville brokke os over, at der ikke er nok kvinder, lige så meget fandt vi ud af, hvor svært det er at være booker på det punkt, da vi så rent faktisk selv stod med opgaven at skabe et ‘all female-lineup’. Det var en god øvelse i at mødes på midten.

Og med den bemærkning render vores tid sammen ud. Dørene til TAP1 er åbnet, og Rogers skal skifte tøj, inden hun skal på scenen. Strømmen går kort inde i settet, og hun må stoppe og starte en ny sang. Men at begynde forfra har hun prøvet før, og ligesom det til koncerten faktisk var som om, hun kom stærkere tilbage, tyder det, med de hidtidige udgivelser fra Heard It In A Past Life, på, at det vil ske igen.

Nikoline Skaarup
nikolineskaarup@bandsoftomorrow.com