bandsoftomorrow.com | Beach House – Den Grå Hal

Beach House – Den Grå Hal



Foto: Barbora Gadlinová

Beach House formåede til dels at hive den udsolgte Grå Hal ind i deres drømmende univers, hvor svævende stemmer, beroligende guitarer og fantaserende synthesizere opløftede de fremmødte. Man fik flere gange for en kort stund lov til at flyve væk, men det var konstant afbrudt af lydproblemer med især vokalen. 

Beach House – Den Grå Hal
3.5 / 5 Anmeldelse

Se billeder fra koncerten nederst i anmeldelsen.

Et år fyldt med socialt kaos har været med til at informere Beach House’s nye retning på det seneste album 7, hvor man hører bandet fra en ny og tungere side, end hvad man ellers har fået på deres tidligere fantastiske albums. Stemningen er hårdere, og trommerne er mere gennemtrængende, hvilket blandt andet skyldes en udskiftning af producer til Sonic Boom, som også har produceret Panda Bear og MGMT. Det er denne plade, Beach House lige nu turnerer med, og som derfor lagde fundamentet for aftenens sætliste.

Koncerten startede dog med sangen “Levitation” fra Depression Cherry. I omkvædet synger Victoria Legrand: “There’s a place I want to take you/When the unknown will sorround you”. Vi kom imidlertid aldrig helt derud, hvor Beach House gerne ville tage os.

Hvis man kiggede rundt på menneskerne omkring én i den propfyldte sal, kunne man se flere, der nød koncerten med lukkede øjne i deres egen lille verden. Publikummet så ud til at stå fuldstændigt afslappet under det meste af koncerten. Og det var da også for det meste en meget behagelig lydmur, der nænsomt forkælede den svajende gruppe. På trods af den grå, kedelige og kolde facon på bygningen, der husede drømmepop-duoen på denne kølige tirsdag aften, fik Beach House’s atmosfæriske musik varmet det kolde publikum op.

Det visuelle show var fantastisk imponerende, og underbyggede den stemning, som Beach House’s drømmende musik kan fremkalde. Bandet stod i mørke, så man kun kunne ane omridset af dem, mens resten af salen og den hvide baggrund bag dem blev farvet i forskellige lys. Det kunne være basale hvide lys, eller alle regnbuens farver. Det var i hvert fald konstant smukt at se på. Derudover viste den hvide skærm bag bandet forskellige videoer, der ligesom lyset understregede den svævende fornemmelse, som Beach House er nogle af de bedste til at formidle.

Det tog nogle numre, før Beach House ramte den høje standard, der gør Beach House så fantastiske, og det var klart de lange, instrumentale passager, der fungerede bedst i Den Grå Hal. Bandet, der består af guitaristen Alex Scally og Keyboard-spiller og vokalist Victoria Legrand, sørgede sammen med den udefra kommende trommeslager James Barone for en fantastisk indbydende live-lyd på instrumenterne. Desværre var der et stort problem med vokalen. Det er ikke, fordi Legrand sang dårligt, men vokalen var forstærket på en måde, som gjorde, at hendes vokal, når hun skulle ramme de høje toner og synge allermest igennem, stod alt for meget frem i lydbilledet. Det ødelagde det fantastiske lydunivers, som ellers var så lovende i de andre musikalske elementer.

Det betød altså også, at man fik nogle kæmpe forskrækkelser i løbet af koncerten. Forskellen mellem de fantastiske og de dårlige elementer blev mest tydelige i sangen “Beyond Love” fra albummet Depression Cherry. Den enkle og genkendelige vippende guitarfigur blev båret af klare trommer og synth og klædte Den Grå Hal i smukke farver, lys og visuelt show. Det var lækkert bare at lade sig rive med og træde ind i Beach House’s unavngivne univers. Det var vel at mærke lige indtil omkvædet kom, hvor det første ord, Legrand sang, var alt for højt hele sangen igennem. Det var til stor irritation, at man ikke fik lov til at være i den beroligende verden, som deres musik lægger så meget op til. Vokalen ødelagde altså efter min mening mange af sangene.

For det meste kunne man ikke høre teksterne, men det gjorde ikke så meget, da vokalpræstationen i Beach House’s musik i stor grad er stemningsbaseret. Derfor var mange sange vellykkede, og en af koncertens højdepunkterne var den meget smukke “Wishes”, hvor alting gik op i en højere enhed. Vokalen fik eksempelvis lov til at ramme de høje toner, uden at det påvirkede sangens resterende udtryk. Desværre stod de gode sange altid sammen med nogle mindre vellykkede, hvor der blandt andet var feed på to/tre af dem forskellige steder i koncerten.

Det hele fik dog en rigtig god slutning med sangen “Dive” fra 7, der blev leveret overbevisende fra scenen med de faste og tordnende 1/8-dele i slutningen af sangen, der fik sendt det opløftede publikum godt afsted ud i efterårskulden.

Tags:
Kaare Schou Nygård
kaareschounygard@bandsoftomorrow.com