fbpx

Tag til havefest med Shy Shy Shy i videoen til indiepop-duoens seneste udgivelse “Sober”

Foto: Lasse Steinmetz

Den københavnske indiepop-duo Shy Shy Shy er tilbage med et nyt stærkt singleudspil, i form af singlen “Sober”. De nye toner er akkompagneret af en flot musikvideo, der teaser nye spændende projekter.

Vi blev taget med storm fra første fløjtende færd, da de københavnske Shy Shy Shy i 2015 lancerede deres indiepop-banger “Do Not Ask”. Bag kunstnernavnet finder vi de to artister Astrid Cordes og Simon Kjeldgaard, der i 2016 udgav første-EP’en Love Songs. I marts måned i år var duoen på banen med deres debutalbum Make Up, bestående af ni lækre indiepop-tracks.

I fredags var den dynamiske duo klar med singlen “Sober” med tilhørende musikvideo og løftede dermed sløret for de nye og spændende projekter, der er i vente fra gruppens hånd. På den nye fine video samarbejder Shy Shy Shy med instruktøren Mathias Kjeldsen, og der er mere video-arbejde i vente, da gruppen har påbegyndt et projekt med instruktøren Anna Emma Haudal. Dette samarbejde startede egentlig helt tilbage i 2014, hvor Haudal stod for at instruere musikvideoen til duoens førstesingle “Do Not Ask”. Det gamle samarbejde er nu blomstret op igen i et ganske anderledes format, der tager nye højder. Shy Shy Shy har netop brugt de sidste seks måneder på at skrive musik til en kommende, men endnu ukendt, DR3-webserie som Haudal er manuskriptforfatter og instruktør på. Et projekt vi glæder os til at følge med i!

Der er rigelige mængder vellyd på spil på det nye drømmepop-track “Sober”, hvor basen udgøres af et laid-back beat og Shy Shy Shy-karakteristiske synth-strømme. De to vokaler flyder ubesværet hen over nummeret i en unison klang, der i omkvædet splitter sig og serverer et tostemmigt touch. Og der er bestemt ingen tvivl om at Astrid og Simons vokaler klæder hinanden.

Om de melankolske undertoner i “Sober” forklarer Astrid:

– Sangen handler om følelsen af at få revet tæppet væk under sig, når man indser, at livet slet ikke flasker sig, som man troede det ville.

Den tilhørende musikvideo giver en live session-vibe samtidigt med at der er dømt “havefest” for alle pengene. Her spiller de to musikere i havens tusmørke, kun oplyst af kulørte lamper og neonlys. Til sidst i sangen begynder dråberne at falde fra oven, og ifølge presseteksten er det netop regnen, der “smelter sensommerens tunge frugter sammen med nattens hemmeligheder i et drivvådt lyshav…”

De nye sange er lavet i samarbejde med producer Morten Søgaard (Masasolo), mixer og dansk indie-guru Brian Batz (Sleep Party People) og mastering af Brian Mørk, og vi glæder os meget til at høre resultatet.

Gå på opdagelse i “Sober”-universet her:

Tags:
Sofie Axelsen
sofieaxelsen@bandsoftomorrow.com