fbpx

NorthSide afslører festivaldatoer for 2019

Foto: Morten Rygaard

Så er det frem med kalenderen. NorthSide løfter i dag sløret for hvornår du skal begive dig mod Ådalen ved Aarhus til den tiende udgave af den populære festival. 

I 2019 løber NorthSide af stablen for tiende gang. I dag starter den populære festival nedtællingen til næste års festligheder, ved at annoncere hvornår du skal tage dine venner under armen og drage mod Ådalen ved Aarhus. Det kommer nemlig til at foregå fra torsdag den 6. juni til lørdag 8. juni.

Der er sket meget med NorthSide, siden festivalen startede op i 2010. Dengang foregik det hele nemlig som et endagsarrangement, hvor fem danske bands gav den gas på en enkelt scene. Men efterhånden har festivalen vokset sig større og større, så når dørene bliver slået op næste sommer, kan du endnu engang opleve mere end 40, primært internationale, navne, der giver koncerter på tre forskellige scener fordelt henover tre dage.

Udover musikken, vil der endnu engang også være rig mulighed for at opleve forskellige pop-up-events, Sideshow, Kolonihaven, et fuldstændig og 100% økologisk madudvalg og masser af andre spændende ting i de spæde sommerdage i juni. Om næste års store begivenhed fortæller talsmand for festivalen, John Fogde:

Dette års festival var første udgave, hvor vi havde lagt første festivaldag på en torsdag, og det gik så godt, at vi vil fortsætte på samme måde fremadrettet. Vi havde en ambition om at lave en opbygning, hvor vi sluttede med et brag lørdag i stedet for en mere stille søndag, og det syntes vi i den grad lykkedes. Ifølge Epinion foretrækker 69% nu, at NorthSide starter om torsdagen, og da i alt 86% enten foretrækker den nye struktur eller vil feste med os uanset, hvornår vi ligger i løbet af ugen, så føler vi os bekræftet i, at dette var den rigtige beslutning for NorthSide.

Udover at sløret nu er løftet for festivaldatoerne anno 2019, forventer NorthSide desuden at kunne gå ud med de første navne på plakaten senere på måneden. Og fra torsdag den 1. november bliver billetsalget sat i gang. Der er derfor masser at glæde sig over og se frem til i den kommende tid.

Pernille Vingaard
pernillevingaard@bandsoftomorrow.com