fbpx

Kulas slipper ny og dybtfølt musikvideo til nummeret “Alt for kort tid”

Foto: Mathilde Gudrun


Kulas er på banen med en ny dybfølt musikvideo til elektropop-tracket “Alt for kort tid”, der åbner op for en snak om tabubelagte emner som misbrug og isolation fra omverdenen.

Den danske fusionspop-kunstner Kulas var tilbage i april måned på banen med debut-EP’en Menneskedreng, et veldrejet musikprojekt bestående af fem organiske og velkomponerede sange. Bag kunstnernavnet finder vi Philip Søborg, der med sin første EP bringer fortællingen om at bearbejde den hårde tid efter forældrenes død i 2012 og 2013, samt kampen for at genfinde glæden i hverdagen.

Nu er den unge kunstner tilbage med en fængende musikvideo til EP’ens åbningsnummer “Alt for kort tid”, der er lavet i samarbejde med sangerinden Caroline Ravn. Philip forklarer at den nye musikvideo omhandler isolationen fra omverdenen og de mørke tanker som et misbrug medfører:

‘’Jeg ville gerne have lytteren til at kunne identificere sig med min process, det var derfor altafgørende at illustrere omstændighederne i deres rå, nøgne natur, for der er intet at forherlige i en sådan tid. Musikvideoen er forlængelsen af musikken, og musikken af følelsen. Følelsen er altid i centrum, ikke blot i musikvideoen, men igennem hele EP’en, og den følelse der bliver portrætteret i musikvideoen, er essentiel for forståelsen af resten af EP’en.’’

Lyrikken og det tekstuelle er i centrum i Kulas musikalske univers, hvilket skinner tydeligt igennem i videoens første to minutter. Her finder vi den unge hovedperson siddende på en bænk udenfor en villa, mens en eftertænksom og dybsindig tankestrøm hvirvler rundt i hovedet på ham. Herefter følger vi selvsamme person der bevæger sig hvileløst rundt i villaen til tonerne fra musikken – et skarpt udsnit fra en ensom og isoleret hverdag præget af misbrug.

Selvsamme dybde er tilstede i tonerne fra “Alt for kort tid”, der indledes med en melodisk og stemningsfyldt klaverrundgang. Nummerets dynamik bygges gradvist op og eskalerer i en rytmisk fornøjelse, hvor beatet legende akkompagnerer Carolines skrøbelige og reelle vokal. Sangen flyder over af en ærlighed, der stemmer overens med Kulas ønske om at “fortælle historier om mennesker der ikke er bange for at blotte sig”.

Det er en fornøjelse at lægge ører til det organiske, legende og velproducerede track, der sammen med den nye musikvideo giver stof til eftertanke. Du kan lytte til “Alt for kort tid” og se den nye video her.

Tags: