bandsoftomorrow.com | Mitski – Lille VEGA

Mitski – Lille VEGA



Foto: PR

Venue: Lille VEGA
Dato: Fredag den 5. oktober 2018

Mitski legede med det kontrollede vanvid og fik Lille VEGA revet med. Resultatet var en intens koncert, der inddrog teatralsk koreografi og store genreskift –rig på fællessang og musikalske mavepustere.

Mitski – Lille VEGA
5 / 5 Anmeldelse


Stauning Salen var dampende allerede da jeg trådte ind. Rundt omkring mig hørte jeg brudstykker af samtaler, hovedsageligt på engelsk. Det var et udsolgt Lille VEGA, og jeg krøb op i hjørnet på balkonen med min kølige kildevand og forventningsfulde anmelderbriller.

Mitski lod musikken tale


Mitski havde fire musikere med sig på scenen, der alle stod i baggrunden, mens hun selv fremstod som et naturligt centrum for aftenens koncert. Hun bevægede sig ikke meget i starten, og det syntes næsten som om, hun ikke ønskede at gøre et større nummer ud af sig selv med hendes afdæmpede fremtoning og simple beklædning, bestående af en sort nederdel og hvid skjorte. Men Mitski formåede at tryllebinde publikum til et punkt, hvor jeg næsten glemte resten af bandet.

Der var ingen lange introduktioner, bare god musik og masser af det. Selvom Mitski kun få gange talte til publikum, var der masser af interaktion. Personligt følte jeg flere gange, at hun stirrede mig lige ind i øjnene, på trods af at jeg stod oppe på balkonens anden række. Men så intens var aftenens tilstedeværelse, og det var både inspirerende og rørende at opleve en kunstner, der inviterer musikken i front og lader den tale.

Og det lod til at virke på andre en mig. Det er lang tid siden jeg har hørt publikum synge så tydeligt med på så mange sange i løbet af en hel koncert. Og der var fælles glæde som elguitaren skifter fra støjrock til disko/funk på hittet ”Nobody”.

Sammenspil mellem vokal og band


Vokallyden haltede desværre i koncertens første numre men kom heldigvis efter det. For udover de legesyge arrangementer var Mitskis stemme koncertens røde tråd. Det var mødet mellem hendes ofte luftige vokal og resten af bandets støjende og stikkende arrangementer, der igennem aftenen balancerede på et knivsæg.

Og det var både aftenens styrke og svaghed. For når vokalen druknede, blev intensiteten udvisket. Så der er ikke noget at sige til, at Mitski i starten af koncerten bad om at få skruet op for vokalen flere gange, hvilket den heldigvis også blev.

Koregrafisk kontrolleret vanvid.


Koreografien er en del af flere af Mitskis musikvideoer, hvilket hun integrerede aktivt i koncerten, hvor hvert nummer på setlisten var tildelt helt særlige, simple bevægelser. Som om hvert nummer var et kurateret kunstværk.

Således blev ”I Bet on Losing Dogs” et sælsomt bekendtskab, da hun valsede rundt alene i sin egen favn og understregede sangens ensomhed. Det var som hvis contemporary mødte en mimer og Beyoncé i et kontrolleret vanvid på et pigeværelse. Distanceret, afmålt, vildt og sårbart i hurtig afveksling.

Læg dertil, at Mitskis sange sjældent varer længere end tre minutter og gerne skifter genre fra punk til disko fra nummer til nummer. Det gav koncerten karakter af et speedet slideshow med hilsener fra din underbevidsthed, som passerede hurtigt forbi.

Mavepustere

Det kunne måske gå hen og blive forvirrende, men der var en god balance mellem det stramt kuraterede og de pludselige udbrud. Det gjorde koncertens vilde øjeblikke ekstatiske og meget mere effektfulde, da hun pludseligt gav slip.

For eksempel fik ”Best American Girl” revet mig fuldstændigt med ind i det triste, desperate univers, der i omkvædet kulminerede håbefuldt til tårerne hobede sig op i øjenkrogen. Det samme skete, da Mitski alene på scenen greb guitaren. For anden gang greb jeg mig selv i at snøfte ved slutningen af den smukke ”Burning Hill”

Koncerten lakkede mod enden med ”Two Slow Dancers” og jeg havde det som om hende og jeg var de sidste to tosser tilbage på dansegulvet. Som jeg kiggede ud over det svajende publikum slog det mig, at vi måske alle sammen følte os alene sammen med Mitski.

Elise Winther
elisewinther@bandsoftomorrow.com