bandsoftomorrow.com | The Tallest Man on Earth – Bremen Teater

The Tallest Man on Earth – Bremen Teater

Foto: Klara Løkke
Venue: Bremen Teater
Dato: Torsdag den 4. oktober 2018

The Tallest Man on Earth havde publikum i sin hule hånd under torsdagens koncert på Bremen Teater. Desværre var han ikke helt skarp til at afbalancere det høje energiniveau med de sørgmodige og stille numre.

The Tallest Man on Earth – Bremen Teater
3.5 / 5 Anmeldelse

Der skal ikke herske nogen tvivl: The Tallest Man on Earth kan sagtens finde ud af at stå på en scene helt alene. Den charmerende og humoristiske svenske sanger havde kufferten fyldt med sine fantastiske sange, som han leverede på højenergisk vis. Desværre kunne hans ironiske og meget fysiske levering af de mere sørgelige kærlighedssange godt kamme over. Det fik dog ikke lov til at ødelægge forholdet mellem Bremens publikum og manden på scenen, som allerede havde formået at etablere en stærk nok intim og energisk stemning i rummet.

Man skulle ikke umiddelbart tro, at The Tallest Man on Earth’s musik er specialt fysisk. Når man hører musikken på hans albums, er det let at sætte ham ind i en lang sangskrivertradition med profiler som eksempelvis Bob Dylan. Musikken og teksterne får lov til at “gøre arbejdet”, så at sige, hvor sangeren oftest står stille og synger sine tekster. Men til aftenens koncert på Bremen teater var The Tallest Man on Earth over det hele på scenen. Han hoppede, hinkede, bras sammen i knæene og stod for det meste af koncerten på toppen af sine tæer. Det var intenst fysisk under størstedelen af koncerten til en grad, som havde gjort sangeren Sam Herring fra Future Islands forpustet blot at se på.

Denne fysiske demonstration sammen med den meget patosfyldte og halvthæsende sanglevering  fungerede virkelig godt til at sparke koncerten igang med og til at vende tilbage fra en stille passage i koncerten. Sange som “To Just Grow Away” og “The Gardener”, der begge lå blandt sættets første fire, nød virkelig godt af denne meget hektiske variation af de optagede versioner. Af manglen på et bedre ord kan man sige, at koncerten var væsentlig mere rock ‘n’ roll, end hvad man kan finde i The Tallest Man on Earth’s diskografi. Men under den cirka en time og tre kvarterer lange koncert, gik det hen og blev for meget af det gode.

Sangene mistede noget af deres inderlighed og betydning, da han eksempelvis demonstrativt kylede en plekter ned i gulvet, lige inden sidste akkord af en sørgmodig sang. Når man tænker på, at 98 % af hans sange er triste kærlighedssange (som han selvironisk påpegede forskellige steder under koncerten) så passede denne type formidling ikke altid godt ind.

Det lod til, at han tog en ironisk distance til sine egne sange. Han skulle hele tiden sørge for, at publikum havde et smil på læberne, og vi skulle også gerne grine. Og det lykkedes til en vis grad.

Det er en meget scenevant herre, der står bag aliasset The Tallest Man on Earth, der gennem sin humor og charmerende fremføring, formåede at tryllebinde alle i salen. Der var så god stemning, at publikum følte sig trygge ved at snakke med The Tallest Man on Earth til sidst i koncerten. Derudover var en af højdepunkterne, da han fik Bremensalen til at synge en bid af sangen “I’m a Stranger Now” igen og igen. Mens publikum gjorde dette, trak The Tallest Man on Earth jackstikket ud af guitaren og gik en omgang blandt de siddende med sin guitar og sang med. Som han selv sagde, var der under det meste af koncerten en fantastisk stemning i salen, hvilket han formåede at udnytte til en imponerende grad. Således var der selvfølgelig stående bifald til sidst i koncerten.

Men det blev altså for energifuldt engang i mellem. En af mine personlige favoritter, “Little Nowhere Towns”, startede ud med en alternativ intro på klaveret, inden den foldede sig ud til den genkendelige bevægende klaverfigur. Det ærgerlige ved sangen var, at den ikke fik den ro, den fortjener. Det var en ro, der generelt manglede i koncerten, hvilket gjorde sangene, som han enten spillede på klaver eller mens han sad ned og spillede guitar, til de mest vellykkede. Kontrasten var så at sige ikke skarp nok mellem det højenergiske og det lavmælte, hvor det brasende ironiske og højrøstede fik lov at dominere.

Men Tallest Man on Earth fik dog alligevel fanget publikum med sin helt egen charme og humor, hvilket skabte en særlig energi mellem tilskuerne og hamselv. Sammen med lysshowet og sin høje energi, viste The Tallest Man on Earth, at man virkelig ikke behøver et helt band for at kunne skabe en helstøbt koncertoplevelse. Han var en stor personlighed på Bremens scene, og man kunne virkelig mærke på ham, at han nød koncerten. Det gjorde publikum også i den grad.

Alle billeder: Klara Løkke

Kaare Schou Nygård
kaareschounygard@gmail.com