Roxy Jules – IV

Foto: PR
Label: Nordic Music Society
Udgivelsesdato: Fredag den 5. oktober 2018

Roxy Jules forbliver i det dagdrømmende og melankolske univers, men lægger desværre en dæmper på sin mere bidske lyd, som ellers var så vellykket.

Julie Runa, som står bag Roxy Jules, har igen temaet op med musiker og producer Valentin Kruse, som også var med på Roxy Jules III. Sidstnævnte var et album, der bar tydelige præg af Runas personlighed og hendes inspiration af støjrockgrupper som My Bloody Valentine og Sonic Youth. På Runas fjerde udgivelse, Roxy Jules IV, arbejder hun ligeledes med den både skrøbelige og småstøjende lyd.
Roxy Jules IV lægger ud med det melankolske og simple nummer ”Fractured Bones”, som desværre ikke formår at fange lytteren helt som håbet, taget i betragtning af at være pladens åbner. Derimod vækkes lyttere med pladens anden skæring, ”May The Bridges I Burn Light The Way”, som står som pladens højdepunkt. Nummeret er simpelt og fungerer ved det elektroniske beat og ikke mindst Runas vokal i kontrast til den skramlende guitar. Der er noget særligt over Runas vokal, som komplimenteres af guitarens støjflader, især når hun i omkvædet synger ”I’m sorry, but I can’t stay, may the bridges I burn light the way.”
Runa udtaler selv, at følelsen af rastløshed er meget vant for hende, hun er ikke typen der keder sig, hvilket fungerer som hendes drivkraft. Man fornemmer, at Runas rastløshed ender ud i uendelige tankestrømme, hvilket pladen også bære stort præg af. Roxy Jules IV er nemlig bygget på mange af hendes erfaringer og eftertænksomhed, samt de ting man kun kan forestille sig, såsom andre menneskers tilværelse eller videnskabelige fænomener.
Denne rastløshed afspejles især på nummeret ”Restlessness,” hvor hun i omkvædet synger, ”when I was a kid I was sure I would turn to stone, if I had to stay at the same place for too long.”
Roxy Jules er interessant, da hun både befinder sig mellem det elektroniske, singer/songwriter og ikke mindst bærer præg af støjrocken. Men på nummeret ”Come Away With Me,” er guitaren skiftet ud med et elektronisk beat, som får lov at dominere. Her går det desværre ud over Runas klare og melankolske vokal, og selvom nummeret starter ud lovende, ender det ud i en smårodet affære.
Jeg savner mere af den distortet guitar og Runas mere rå udtryk, som hun gjorde brug af på Roxy Jules III. Her blev den rå og småstøjende guitar benyttet i så stor stil, at den ofte fik lov at fylde lydbilledet i sammenspil med Runas klare vokal.
Runas melankolske univers er trods alt stadig interessant. Runa er stadig i stand til at skabe meget ved hjælp af få midler, og kærligheden til støjrocken kan stadig mærkes. Dog er der på Roxy Jules IV, gjort mere brug elektro-rocken, hvilket hun desværre ikke mestrer helt så flot.