fbpx

Hajk er på banen med slagkraftigt singleudspil og teaser kommende album

Foto: Audun Selnes

Den norske indiepop-kvintet Hajk er tilbage med det nye singleudspil ”Dancing Like This” og teaser i samme ombæring for deres kommende album Drama, der er ude til februar.

Vi har igennem længere tid haft en godt øje til den norske indie-gruppe Hajk, som vi helt tilbage i januar sidste år pegede på som Ugens Upcoming. Samme år var gruppen på banen med det selvbetitlede debutalbum Hajk, der høstede hele 5/5 stjerner hos vores meget begejstrede anmelder.

Derfor har vi også ventet i spænding på nye toner fra det Oslobaserede band Hajk – og nu er de her endelig! Kvintetten var i sidste uge på banen med ”Dancing Like This”, der må siges at være et ret så stærkt singleudspil fra den norske gruppe. Det er en rytmisk fornøjelse at lytte til den pulserende humørbombe, hvor der er fuldt blus under de poppede tunes. Nummeret har en luftig og nærmest boblende attitude, hvor de varme beats stryger direkte ned til de trippende, danseklare fødder (som titlen på nummeret også antyder!).

Nu er det så kommet frem, at Hajk er i fuld gang med at brygge på deres kommende album Drama, der efter sigende skulle være på gaden engang i februar. Med den sprudlende førstesingle in-mente, kan vi vidst godt tillade os at forvente store ting af Oslo-bandet. Du kan give den boblende single “Dancing Like This” et lyt her.

Tags:
Sofie Axelsen
sofieaxelsen@bandsoftomorrow.com