fbpx

Blossoms – Hotel Cecil

Foto: PR
Dato: Tirsdag den 2. oktober 2018
Venue: Hotel Cecil

Tirsdag aften vendte det britiske band Blossoms tilbage til København efter knap to års fravær fra danske scener. Lille VEGA var skiftet ud med Hotel Cecil, og store dele af setlistens indhold var skiftet ud med nye numre fra deres seneste album. Det betød imidlertid, at der manglede et større kendskab til numrene, hvorfor bandet ikke altid fik aktiveret det fremmødte publikum – på trods af en ganske veludført optræden.


Blossoms – Hotel Cecil
3.5 / 5 Reviewer
Rating3.5

Sidst, britiske Blossoms spillede i København, var det på Lille VEGA den 17. februar 2017, hvor deres navn stadig var så nyt, at ikke alle indie-entusiaster kiggede deres retning.

Meget vand er der drevet forbi badebroen siden da, og det nye vand har medført en større interesse for bandet – og tilsvarende større forventninger til det, bandet kan og bør levere. I hvert fald taget deres to album og relativt store hype i betragtning. Eller: det skulle man tro.

Der var nemlig ikke så mange gæster, som man – og i særdeleshed jeg – havde håbet på. Især efter deres sidste besøg på dansk jord, hvor de på bedste UK manérer gjorde opmærksomme på, hvorfor de er værd at holde et vågent øje med.


Toneangivende start

Blossoms indtog scenen, som forventet og håbet, med stor britisk energi og engagement, som var akkompagneret af en stærk stroboskopbelysning og nummeret ”A Most a Kiss” fra deres første album. Gæsterne havde meget vel stadig mandagstømmemænd, men den dynamiske intro på scenen fik alle til at glemme alt om menene fra mandagens træthed. Stilen var lagt.

Det første nummer blev efterfulgt af nummeret ”I Can’t Stand It” fra deres seneste album Cool Like You, som satte det britiske bands intentioner fast med syvtommersøm: De var kommet for at spille op til dans, og opskriften hed en kombination af elementer fra indierock og indiepop.

Havde publikummet samme intentioner? Baseret på deres fysiske aktivitet, skrig og klapsalver må svaret være: til dels.

Forklaringen ligger garanteret ikke i de fem briters eksekvering af deres to album, da det var svært at sætte en finger på deres optræden. Lyden kunne måske være lidt højere, men det er da også det eneste. Det er nu garanteret ikke det, der har været udslagsgivende.


Specialister i at levere live

Koncerten på Hotel Cecil cementerede, at Blossoms er et band, der har det bedst, når de står foran et publikum. Deres to album, Blossoms og Cool Like You, er utvivlsomt fede, men Blossoms er bare et af de bands, der kommer mest til sin ret, når man hører dem live.


Især forsanger Tom Ogden har en signifikant rolle hos bandet. Det stod også klart efter tirsdagens musikalske strabadser på Hotel Cecil.

Under hele koncerten var hans vokale præstation stærk, og hans britiske karisma fik bandets øvrige medlemmer til at fremstå en anelse anonyme – desværre. Jeg savnede flere initiativer fra bandets medlemmer. Der er nemlig masser af (musikalsk) potentiale for at få dem mere i fokus. Guitaristen har eksempelvis rig mulighed for at tage teten i højere grad under et nummer som ”Charlemagne”, men også her virkede han mindre anonym.

Teten overlod bandets medlemmer til forsangeren, som kvitterede med en præstation, der ikke var en finger at sætte på. Han kom også til at fremstå mere dominerende, da han tog sin guitar frem og spillede et akustisk nummer – hvilket i øvrigt også gav koncertens set en fed dynamik.

Publikummets klare præference(r)


Der herskede ingen tvivl om, hvad publikummet foretrak. Ligesom så mange andre tilfælde var det gamle dét, som begejstrerede folk mest og tydeligt havde set mest frem til.

Et nummer som ”Honey Sweet” fik en varm velkomst, og nummeret ”Charlemagne”, der er bandets mest streamede nummer, var koncertens sidste, og blev da også budt velkommen med klapsalver og aktiverede fodsåler hos samtlige
fremmødte gæster.

Dette var karakteriserende for hele koncerten. Nummeret ”There’s A Reason Why (I Never Returned Your Calls)”, der må konstateres at være det nye albums største hit, blev ikke modtaget, som både jeg og bandet selv havde regnet med. Det var tydeligt, forsangeren havde regnet med en større og bedre reaktion, da han præsenterede nummeret.

Publikummets klare præferencer fik derfor lagt en dæmper på den fest, som Blossoms spillede op til en kold og våd tirsdag aften i epicenteret af København – selvom Hotel Cecil’s lyssystem gav gæsterne de bedste forudsætninger for at holde en fest med de fem unge gutter fra Manchester.

En stabil optræden


Musikalsk og teknisk var det svært at kritisere Blossoms, der lagde et smut forbi København på ny. Der var dog en finger at sætte på koncertens atmosfære, som tydeligt var betinget af publikums præferencer. Er det bandet eller publikums skyld?

Blossoms virker som et band, der allerede nu har opbygget en rutine, som giver dem mulighed for at levere stabilt og ikke blive forstyrret af et publikum, der ikke altid viser lige stor begejstring for alle deres numre. Det var nemlig, hvad de gjorde tirsdag aften i København.

Tags:
Mathias Hjorth
mathiashjorth@bandsoftomorrow.com