06 sep LEW er tilbage med singlen “You Said”, der ledsages af flot og stemningsfyldt musikvideo
Foto: Jonas Bang
Den danske musiker LEW er tilbage med sit mørke, melodiske univers i form af singlen “You Said”, og udgiver i samme ombæring en tilhørende dragende musikvideo.
Her på redaktionen har vi fornøjelsen af at premiere singlen “You Said”, der er det nyeste skud på stammen fra den Københavnbaserede artist LEW. Bag LEW gemmer sig den roskildensiske sanger og guitarist Sara Lewis Sørensen, som i 2016 var aktuel med debutalbummet Black Feathers, der høstede en god portion anerkendelse både på det nationale og internationale marked. Nu er hun tilbage med den stærke single “You Said”, der samtidigt markerer en forsmag på hendes kommende album.
Ligesom LEW’s tidligere udgivelser, serverer nummeret et mørkt, rocket udtryk, med stærke melodiske passager. Den tunge lyd suppleres af bløde guitarriffs og Saras luftige og nærmest længselsfulde vokalpræstation, hvis facit er et smukt og stemningsfyldte lydunivers. De dunkle elementer i musikken går hånd i hånd med den mørke stemning i musikvideoen, der er lavet af Jonas Bang. Her er der fuldt smæk på de kunstneriske visuelle effekter, som til tider både er halvsyrede og psykedeliske.
Ligesom resten af det kommende album, er “You Said” indspillet live i studiet, blandt andet i samarbejde med Nis Bysted (Iceage, Choir of Young Believers), Jacob Høyer (Trentemøller) og Anders Wallin (The Gun). I forbindelse med udgivelsen af den nye single, giver LEW koncerter både i aften, den 6. september på studenterhuset KBH, samt i Byhaven, Pumpehuset den 14. september. Indtil da kan du høre singlen og se videoen her: