03 sep Interview med Matt Wilkinson fra Beats 1: Jeg leder efter et band, som vil være lige så store som Kendrick Lamar

Foto: PR

Rocken er ikke død, hvis du spørger Matt Wilkinson – tidligere Editor of New Music på NME og nu fast radiovært på Apple Music’s Beats 1 – men vi mangler bands med stadiondrømme, lyder diagnosen af den aktuelle upcoming-scene.
Beats 1 er Apple Music’s radiokanal, der siden 2015 har præsenteret alt fra de største aktuelle pop-hits til det helt nye fra undergrunden. På radioen finder du gæsteværter som Frank Ocean, Pharrell Williams, Elton John, Vampire Weekend’s Ezra Koenig, Lars Ulrich og Dr. Dre, foruden deres faste værter, Zane Lowe (baseret i L.A.), Ebro Darden (baseret i New York), Julie Adenuga (baseret i London) og den seneste tilføjelse Matt Wilkinson, som også har base i London.
Vi har hevet fat i sidstnævnte, som under titlen “New music from London”, hver dag sender nye toner direkte fra London til de mange lyttere verden over. Selvom han har et svagt spot for engelsk musik, er det langt fra det eneste, han præsenterer sine lyttere for. Danske artister som det spritnye Aarhus-band Yune, Baby in Vain og Iceage har således, takket være Wilkinson, alle haft airplay på Beats 1.
Matt Wilkinson plejede at arbejde for det store, britiske musikmedie NME som New Music Editor. I løbet af sine mere end fem år på posten, som han startede på i 2008, hjalp han (dengang) upcoming-acts som The xx, Chance The Rapper, Tame Impala og Charli XCX op til overfladen, ved siden af at han interviewede artister som Coldplay, Amy Winehouse, Arctic Monkeys og Paul McCartney.
Men da den anerkendte New Zealandske DJ og radiovært Zane Lowe pludselig hev fat i ham og spurgte, om han ville være en del af holdet på den nye radiokanal Beats 1, som han lige havde lanceret for Apple Music, var der noget, der trak i Wilkinson.
»Jeg lærte Zane Lowe at kende en smule, da han stadig arbejdede for Radio 1 (BBC Radio 1, red.). Da han forlod det for at opstarte Beats 1, rakte han ud og sagde, ‘Hey! Jeg ved, at du er skribent, men har du nogensinde lavet radio?’. Det havde jeg ikke, overhovedet,« fortæller Matt Wilkinson, som jeg har fanget over telefon fra London.
Han startede med at sende én gang om ugen, og det gik tydeligvis godt, for i starten af 2018 blev det annonceret, at Wilkinson nu blev en del af kanalens primetime lineup med shows alle hverdage i ugen. Siden har han interviewet big shots som Iggy Pop, Josh Homme, The Rolling Stones, Nile Rodgers og Björk, selvom det stadig primært er spritny og frisk musik, han sender gennem radiobølgerne.
Sidder du selv med en kæmpe passion for upcoming-musik og bruger meget tid på det, ved du måske også, hvor svært det som udgangspunkt er at få andre til at bruge tid på musik, de aldrig har hørt om før. Den kamp kender Wilkinson også til, og engang var han selv en af dem, der ikke rigtigt gad bruge tid på upcoming musik.
»Da jeg flyttede til London og første gang skrev for NME, var jeg faktisk ikke rigtigt inde i ny musik. Jeg satte pris på det, men det var så også det,« fortæller han og forklarer, hvordan han i tiden der fulgte langsomt begyndte at bruge mere tid på at sætte sig ind i nye artister. Han fik gennem jobbet på NME mulighed for at komme til en masse »sindssygt vilde koncerter« med artister, han aldrig havde hørt om.
»Det var den mest spændende tid af mit liv rent musikalsk. Bands som The xx startede ud dér, og Odd Future begyndte at røre på sig. Jeg blev bare suget ind i det, og lige siden det år, jeg tror det har været 2010, 2011 måske, blev jeg fuldstændig afhængig af ny musik.«
Det er en afhængighed, han mener gælder for alle på Beats 1-holdet.
»Alle her har denne her helt vilde appetit efter at finde den næste store ting og råbe højt om det. Det er, hvad det i sidste ende kommer ned til. Jeg får for eksempel et kæmpe kick, når jeg hører en fantastisk kunstner som Clairo. Hun er en amerikansk artist, som der er en enorm buzz omkring for tiden. At høre hendes musik for første gang sidste år var som et lys, der tændte i hovedet, og jeg tænkte, ‘wow det her er fedt, det her kommer til at blive til noget’,« forklarer han.

Politisk motiverede kæmpestjerner og søgen efter rockbands med samme ambitioner

Man forsøger jo altid på en eller anden måde at definere den aktuelle musik-scene. Sætte mærkat på, hvad der hitter, udpege, hvad der ikke hitter og generelt gennemskue efterspørgslen og forbrugsmønstrene. Hvis man lytter til et show som Wilkinsons er de her ting ikke helt tydelige. Mange har travlt med at proklamere, at rocken er død, og at guitarbaseret indierock- og pop er en saga blot, men på playlisterne, der efter endt show lægges op på Apple Music og rummer al den musik, der er blevet spillet, finder man intet, der peger i retning af en strømligning af musikken eller én dominerende genre. Der ligger alt fra britisk guitarrock ala Idles og Slaves, elektronisk musik fra typer som The Blaze, Smerz og Sassy 009, scandipop fra Sigrid og Tove Lo og straight on hiphop fra kanoner som Kendrick Lamar, Drake, Nicki Minaj og Stormzy.
Jeg spørger Wilkinson, hvad det præcist er, han lytter efter i jagten på den næste store ting, og det rækker langt ud over, hvilken genre, der lige hitter for tiden. Eller endnu mere specifikt – det handler om at finde bevæggrundene for, hvorfor det hitter.
»Amerikansk musik er virkelig godt for tiden. Når du kigger mod en artist som eksempelvis Clairo, som har udgivet sin første plade i år, og The Internet, som er tilbage, ser jeg kunstnere, som er politisk og kulturelt bevidste og samtidig har evnen til at skrive fantastiske popsange. Tager vi for eksempel Childish Gambinos video til “This Is America”, Beyoncé’s Coachella-show, ser man kæmpe budgetter. 2018 føles helt klart som den rette tid til at skrive om store ting og virkelig kigge på lyrics, hvorimod folk i 2017 stadig var i gang med at tilrette sig, hvad der foregik politisk. Jeg tror, vi er i en periode nu, hvor alle ønsker den form for musik.«
Jeg nævner New York indierock-gruppen Sunflower Bean som et eksempel på et rockband (modsat de store pop- og hiphop-artister), som på deres seneste plade Twentytwo in Blue også i høj grad har taget fat i de politiske budskaber.
»Ja, hele deres album handler om det. Det album indkapsler på en måde, hvordan det føles at være i sine 20’ere og leve i den verden, de gør lige nu, i en kultur som den amerikanske. Du ved, hvor du vokser op og ikke er glad for det politiske parti, der har magten, hvor du sparer op til en gigantisk uddannelsesafgift, og hvor du bare gerne vil bryde ud,« påpeger han og fortsætter: »Og det er mærkeligt, for størstedelen af tiden er politiske sange “rubbish”! Politiske sange kan være fuldstændig forfærdelige – den værst tænkelige form for musik. Så det er derfor, det er fedt, når folk som Donald Glover (Childish Gambino, red.) og Sunflower Bean kommer frem med så stor passion.«
Det handler altså ikke om, at guitarrocken er død. Det er den langt fra ifølge Wilkinson, og det er Sunflower Bean blandt andet et eksempel på. Men de spiller ikke udsolgte arenaer (da de tidligere på året gæstede Danmark var det på Loppen), og det er efterhånden de færreste nye bands, der gør det. Det ærgrer Beats 1 værten, som savner rockbands, der har samme høje ambitioner som de helt store hiphop-stjerner, der lige nu rydder toplisteplaceringerne uge efter uge.
»Jeg tror, at flere bands på en eller anden måde har brug for at finde en måde at kigge på, hvordan amerikansk mainstream hiphop kommer igennem. Hvor spændende det er, og hvordan de formår at fange ikke 20 mennesker i et lokale i London, men alle i verden. Hvordan begynder bands at kigge mod det, sådan nogle som Childish Gambino og Kendrick har lavet i løbet af de seneste år og bringe det ind i rockmusikken?«
Han peger da også på nogle få navne, som har potentialet, blandt andet den australske firkløver RVG.
»Jeg vil finde et band som RVG, som vil være lige så store som Kendrick Lamar. Der er en masse fede guitarbands derude, men de synes alle at være tilfredse med at være determineret til altid at spille på små scener. Folk taler om guitarmusikkens død, men jeg tror ikke, det er sandt overhovedet. Der er fantastiske bands, og folk vil altid elske den type musik. Det handler bare om at søge det rigtige øjeblik og finde ud af, hvordan man får det til at vokse på et mainstream-niveau. Det er det, jeg vil se!«
Vi håber, Wilkinsons ønske snart går i opfyldelse og glæder os til at se, hvad det næste store rockband bliver. Hvis det er et band, der kan spæde til puljen af danske artister på Beats 1-rotationen, kaster vi armene i vejret.
Du kan lytte til Matt Wilkinson på Beats 1 på Apple Music fra mandag til fredag mellem 12.00 og 14.00, her.