Cyrus Reynolds udgiver ny følsom single i samarbejde med Bon Iver-medlem S. Carey

Foto: Connor Vance

Den spritnye single “Foraker” er landet som en smuk fusion mellem den klassiske komponist Cyrus Reynolds og Bon Iver-medlemmet Sean Carey.
Vi er ret så begejstrede for at få lov til at lave dansk premiere på den nye single “Foraker” fra de amerikanske musikere Cyrus Reynolds og S. Carey, der må siges at være en stærkt og stemningsfyldt førstesingle fra den nye musik-duo.
Amerikanske Cyrus Reynolds er uddannet klassisk komponist fra Royal Academy of Music i London, og bringer både klassiske og eksperimentelle elektronisme elementer med ind over nummeret, hvilket giver tracket en stærk melodisk og flydende karakter. I dette nye projekt har Reynolds slået pjalterne sammen med den talentfulde Bon Iver-trommeslager og sanger Sean Carey, der blandt andet har været medskaber af det kunstneriske og prisbelønnede album For Emma, Forever Ago. Carey har sideløbende arbejdet på sit soloprojekt S. Carey, hvor han har mulighed for at gå på opdagelse og eksperimentere med sit melodiske lydunivers.
Nummeret “Foraker” må siges at være et vellykket førsteprojekt fra de to musiksnedkeres hænder. De klassiske klaversekvenser og den lækre synth skaber et stærkt melodisk fundament, der
akkompagneres af S. Careys smukke og florlette vokal, som flyder let hen over nummeret. Det er svært ikke at lade sig rive med af de stemningsfyldte og følelsesladede tunes, der kærligt tager lytteren i hånden for at drage på et musikalsk eventyr.
Ifølge Reynolds er titlen “Foraker” både inspireret af et bjerg i Alaska, men samtidigt af kunstneres kærlighed til sin kone:
Foraker er essentielt set en kærlighedserklæring til min kone iscenesat i Alaska og set gennem øjnene på en egensindig vandrer. Der eksisterer en dyb forbindelse mellem bjerget og vandreren og han bliver ved med at vende tilbage til det samme sted for at lede efter noget, der egentlig kun eksisterer inde i ham selv.
For Reynolds var det netop S. Careys medvirken, der fik det musikalske projekt til at gå op i en højere enhed:
– Jeg blev introduceret til S. Carey gennem en fælles ven, og så snart vi faldt i snak om projektet og han begyndte at indspille vokalen var det som det hele faldt på plads. Sangen havde et hjerte og en krop, og med Seans hjælp fik den en puls og et nyt liv.
Det er mærkbart at Reynolds og Carey har fundet hinanden i det harmoniske nummer “Foraker”. Vi håber på at kunne gå på opdagelse i mere fusionsmusik fra de to artister, og anbefaler at du giver singlen et lyt nedenfor.
Du kan desuden opleve S. Carey in-concert, når han den 19. september lægger vejen forbi Hotel Cecil.

Sofie Axelsen
sofieaxelsen@bandsoftomorrow.com