fbpx

Københavnske KOPS er på banen med den legende pop-banger “Salvation”

Foto: Lina Sundell

Den Københavnbaserede pop-snedker KOPS er ude med noget af en pop-banger, i form af den brandvarme single “Salvation”.
Det er ikke første gang, vi har kastet vores kærlighed efter danske KOPS, som vi ærlig talt er ret vilde med. Allerede i sommeren 2017 var den unge artist vores Ugens Upcoming, som vi dengang spåede fremtidig succes. Han er allerede godt på vej op ad karrierestigen, og har alene i år optrådt på festivaler som Carpark, Bas under Buen og den britiske The Great Escape Festival.
Bag kunstnernavnet gemmer sig artisten Oskar Kops Kronback, der selv har skrevet og produceret den nye single “Salvation”. Det legende, pulserende og højeksplosive nummer, sender pulsen direkte ned i de trippende fødder, der gør det meget svært at stå stille, når nummeret flyder ud af højtalerne. Det energiske beat akkompagneres af Oskars sprøde vokal, hvor helhedsindtrykket helt sikkert byder weekenden indenfor. Faktisk skulle man tro, at nummeret, med sin gode energi, er skræddersyet til din weekend- playliste, så der er faktisk ingen undskyldning for ikke at smide nummeret på højtalerne asap!
Selvom “Salvation” må siges at være noget af en pop-banger, trækker Oskar også på nogle ret traditionelle musikalske rødder i hans sangskrivning:
“Jeg bruger oftest enten en dag eller et helt år på en sang. Jeg elsker at bruge ordspil og at bruge en infantil måde at fortælle om kærlighed døden, depression, astronomi og religion. Jeg tager meget inspiration fra salmer, da jeg synes, de er noget af det smukkeste i hele verden. “Hil dig, Frelser og Forsoner” er en kæmpe banger!”.
Hvis din weekend ikke lige indeholder en bytur, så kan man stadig sagtens kaste sig ud i en solodans til det muntre track. Faktisk handler nummeret ifølge Oskar netop om det at føle sig alene, især i mængden:
“For mig handler det især om følelsen af afmagt, når man altid kan finde nogle at være sammen med, men alligevel altid føler sig alene: At man kan føle sig på toppen, men vide at man skraber bunden og følelsen af at tro, man ved alt, selvom man ikke fatter noget. Derudover at være så ensom, at man aldrig tror, man kan blive forstået igen. Som en astronaut der bare flyder rundt i det ydre rum og ikke kan gøre andet end at vente på, at ilten i tanken slipper op. Følelsen af bevidstheden om døden og at vi alle går den vej, og tankerne der følger med; hvis vi alligevel skal dø en dag, hvorfor så ikke bare rejse nu.”, fortæller KOPS om “Salvation”.
Den unge kunstner har haft vind i sejlende siden han i 2017 udgav debutsinglen “It takes 1 2 know 1”. Vi er ret begejstrede for de nye KOPS-tunes, som du kan høre her.

Tags:
Sofie Axelsen
sofieaxelsen@bandsoftomorrow.com