fbpx

NORDISKE HITS // Uge 38

Foto: Simon Lynge // PR

De sidste par uger har atter budt på masser af ny, lækker musik fra de nordlige breddegrader. I dag har vi derfor opdateret NORDISKE HITS-playlisten med 10 solide numre, du absolut ikke må gå glip af. Vi har lavet et lille skriv om tre af numrene, som i denne ombæring byder på stemningsfyldt grønlandsk folkrock, frembrusende svensk pop og tunge elektro-tunes.

Simon Lynge – ”Age of Distraction”


Den grønlandske folkrock-sanger og guitarist Simon Lynge bringer rolige, melodiske toner til playlisten, med singlen ”Age of Distraction”. De loopende guitarriffs akkompagneres af bølgende basrundgange og trommernes laid-back beat, der toppes af med den grønlandske sangers følsomme vokal. Den velspillede single er forløber for kunstneres kommende album, der egentlig skulle have været på gaden allerede. Det blev dog noget forsinket, da han i juni måned ved et uheld kom til at skære igennem tre fingre, så både sener og ledbånd blev beskadiget. Den efterfølgende hårde genoptræning har heldigvis givet gevinst, og vi kan forvente at det kommende album er på gaden den 23. november.

ISA – “Shy”


Den svenske R&B/pop-sanger ISA er på banen med en den solide pop-single “Shy”, der nærmest er skræddersyet til din weekend. På sin nyeste single leverer den Stockholm-baserede kunstner en overbevisende vokalpræstation, der akkompagneres af legende, elektroniske toner, og et dunkende beat. Den unge sangerinde har tidligere samarbejdet med kunstnere som Charlie Who? og Sidney Samson, og startede i 2017 sit eget pladeselskab Licious Music, der også står bag hendes kommende album i 2019.

SVEA – “Selfish”


Den kun 18-årige, Stockholm-baserede singer/songwriter Svea Kågemark går under kunstnernavnet SVEA. I fredags smed hun hittet “Selfish” på gaden, et hit som emmer af inspiration fra andre stærke kvindelige artister fra norden og hele den retning inden for popgenren, som de i fællesskab har etableret. I stil med Sigrid, ALMA og flere nordiske sangerinder formår SVEA at skabe et tungt, elektronisk funderet lydbillede, som samtidig er minimalistisk og giver plads til hendes vellydende vokal. Omkvædet er enormt catchy, og selvom det i første omgang er underligt harmonisk tomt, ender man alligevel med at høre nummeret på repeat – med mindre man er i gang med at lytte til vores liste med Nordiske Hits, for så bliver man selvfølgelig nødt til at høre ALLE numrene igen og igen!

Ellers tilføjet:


Elias Boussnina – “Candy”
Fay Wildhagen – “Awake”
MØ – “Way Down”
Bendik Brænde – “Don’t wanna stay too long”
Mads Langelund – “Marco Polo”
LOLA – “Deeply”
Selma Judith – “Kind of Lonely”

Sofie Axelsen
sofieaxelsen@bandsoftomorrow.com