bandsoftomorrow.com | Vil du spille på by:Larm Festival 2019? Demotilmelding er åben lidt endnu

Vil du spille på by:Larm Festival 2019? Demotilmelding er åben lidt endnu



Foto: Scarlet Pleasure // Simeon Bacolod

by:Larm 2019 løber af stablen i Oslo fra den 28. februar til 2. marts og er en god platform for spritnye bands at præsentere deres musik for et relevant publikum.

by:Larm Festival er den norske pendant til SPOT Festival herhjemme. Det er med andre ord stedet for nye, (overvejende) skandinaviske navne, der drømmer om at præsentere deres musik for et interesseret publikum og nøglepersoner fra den internationale musikindustri.

Festivalen er den største branche- og musikfestival i Skandinavien, og hvert år spiller omkring 100 bands og artister på de mange spillesteder i Oslo. Danske kunstnere som Lukas Graham, MØ, Ulige Numre, Baest, Soleima og Scarlet Pleasure har alle spillet på festivalen, som er på udkig efter både signede og usignede acts, og fra udlandet har blandt andre Cashmere Cat, Astrid S, Billie Eilish og Maggie Rogers spillet.
Der er hvert år reserveret cirka 30 pladser til demobands, og disse er nøje udvalgt af spillere fra den skandinaviske musikbranche mellem de omkring 1500 bidrag, der hvert år kommer.

Deadline for indsendning er den 26. september 2018, og vi glæder os helt vild til at se, hvilke spændende danske navne, vi næste år kan opleve i det kolde nord!

Du kan ansøge via linket her, og læse alt om vores tidligere dækning af festivalen her.

Nikoline Skaarup
nikolineskaarup@bandsoftomorrow.com