fbpx

Danske LOLA har udgivet den flydende nye single “Deeply”

Foto: Anna Maria Kabana

Vi har ofte haft vores opmærksomhed rettet mod den danske R&B-gruppe LOLA, som vi er, for at sige det mildt, ret så vilde med. Nu er det endelig nyt fra bandet i form af singlen “Deeply” som vil kunne sætte din weekend i gang på lækker og flydende manér.
Sidst vi havde vores opmærksomhed rettet mod den danske gruppe LOLA, var da de spillede til vores Uimodståelige i Pumpehusets Byhave, som et af de bands vi var faldet ekstra meget for i årets løb. I den forbindelse stillede vi ligeså den københavnsbaserede duo 10 hurtige spørgsmål, for at give fans muligheden for at lære gruppen lidt bedre at kende, og dermed få et indblik i gruppens musikalske inspirationskilder.
Gruppen, som blev dannet i 2017 af forsanger Mikala Bosetti og producer Olle Häggberg, er i dag på gaden med den nye single “Deeply” – et flydende og lækkert nummer, som endnu engang viser gruppens formåen til at give deres lettere retro-agtige form for R&B-musik et moderne twist. Nummeret er en blanding af lækre og bløde toner, der i foreningen af dyb bass, finurlige melodier og forsanger Mikalas henrivende stemme, får tingene til at gå op i en højere enhed.
Om singlen beskriver bandet i en pressemeddelelse, at den var den første som gruppen skrev, og derfor udgør grundstenen i gruppens musikalske lyd. “Deeply” er lavet for at give lytterne et indblik i en verden hvor LOLA er femme fatale: den kvinde som alle vil have, men som ingen kan få. Endvidere beskriver gruppen, at singlen er en fortælling om den klassiske situation, der kan opstå når mand og kvinde mødes – fortællingen om en mand der falder pladask for kvinden og tager tingene længere end han burde.
Singlen er den tredje og sidste af slagsen, og udgør derfor krøllen på halen i bandets trilogi af singleudgivelser. Du kan se og høre nummeret herunder, og glæde dig til at bandet udgiver sin længeventede debut-EP i 2019.

Tags:
Christoffer Nielsen
christoffernielsen@bandsoftomorrow.com