fbpx

Thousand Years x Drop The Gun lancerer det eksperimenterende elektro-pop nummer “Tricks” på det spritnye label KØN

Foto: Tobias Wilner

De to soloprojekter Thousand Years og Drop The Gun har forenet sig til et brandvarmt samarbejde, og den nye duo er nu på gaden med den lækre single “Tricks”.
Vi er ret begejstrede for at få lov til at premiere debutsinglen “Tricks”, der er det nyeste skud på stammen, fra den aktuelle duo Thousand Years x Drop The Gun. Bag den danske duo gemmer sig den Københavnbaserede musiker og producer Anders B. Mannov og producer og sangskriver Sara Savery, der er bosat i New York. Trods den geografiske afstand er det lykkedes duoen at få et interessant samarbejde op og stå, på tværs af atlanten.
På singlen “Tricks” sammensmeltes elementer fra både elektronisk musik, R&B og hiphop til lyden af elektro-pop, hvor et tungt, laid-back beat akkompagneres af melodisk, flydende synth og Saras luftige og lækre vokal. Samtidigt giver debutsinglen en forsmag på, hvad vi kan forvente os af duoens kommende udgivelser, der efter sigende skulle være på vej.
Hittet fra Thousand Years x Drop The Gun udkommer på det brandvarme pladeselskab KØN, der ligesom duoen har hovedsæde i både New York og København. Mændene bag det transatlantiske label KØN er Tobias Wilner og Lukas Rande, der i udgangen af året blandt andet udgiver toner fra New York United og en instrumentalplade med Blue Foundation.
Du kan give den nye ørehænger fra Thousand Years x Drop The Gun et lyt her.

Sofie Axelsen
sofieaxelsen@bandsoftomorrow.com