10 sep Interview med Heather Baron Gracie: Du kan spotte en Pale Waves-fan på lang afstand

Foto: PR

En kort, intens og fokuseret periode med singleudgivelser, en debut-EP og shows en masse har gjort Pale Waves til et af de hurtigst-voksende bands i England, og flere har nævnt det Englands største nye band. Fredag den 14. september udkommer deres længeventede debutalbum ‘My Mind Makes Noises’, og det er endnu et produkt af anno 2018, hvor følelser og selvudfoldelse dominerer musiklandskabet.

Video: “My Obsession” fra debut-EP’en All the Things I Never Said
fra marts 2018.
Hvis der er én ting, 2018 har lært mig om den aktuelle musikscene, så er det, at det er in, cool, sejt, nice (kald det hvad du vil) at udtrykke sine følelser. Det er faktisk så sejt, at “emo” igen er begyndt at optræde foran andre genrebetegnelser i 2018, uden at det bliver set ned på, som det tidligere blev, så snart man bevægede sig uden for emo-nichen af 30 Seconds to Mars og Bullet For My Valentine-fanskaren.
Det bedste eksempel på denne her tendens må nok være de mange og atter mange såkaldte “emo-rappere” (eller soundcloud-rappere), der er stormet frem i løbet af året og har toppet alle hitlister, de er kommet i nærheden af. Jeg tænker på amerikanske kunstnere som Juice WRLD, Trippie Redd afdøde XXXTentacion og stort set alle rappere med “Lil” i starten af deres kunstnernavn; Lil Pump, Lil Yachty, Lil Uzi Vert, afdøde Lil Peep og herhjemme eksempelvis Lillebittebock og K-Phax, som også bevæger sig længere og længere op mod overfladen.
Emo(tions) er blevet mainstream, og det er fedt. Det er unge mennesker, der skriver til andre unge mennesker, og det er unge mennesker med problemer, der skriver til andre unge mennesker med problemer. Store som små. Ofte store.
Interviewet her handler ikke om rap og hiphop. Men det handler om en britisk gruppe, som, ligesom ovenfor nævnte rappere, er stormet frem med hudløst ærlige numre, der appellerer til teenageren i dig, der ikke altid har det nemt. Lyden og udtrykket er ikke hårdt, som den er hos rapperne ovenfor. Gruppens musik beskrives ofte med betegnelser som indie-pop, synth-pop, goth-pop og dream-pop. Den er inspireret af 80’er-artister som Madonna, Prince og The Cure. Det kan man godt høre.
Pale Waves‘ første single “There’s A Honey” blev udgivet i april 2017 via deres nuværende pladeselskab Dirty Hit, og juni samme år spillede de for et udsolgt Madison Square Garden som support for The 1975. Deres anden single “Television Romance” udkom i august 2017, og i december samme år var deres fanbase så stor, at de kunne tage på deres egen EU, US- og UK-headline-tour. I februar i år bragte succesen dem til Ideal Bar i København, og selvom det må have været et af de mindste crowds, de længe havde spillet for, spottede jeg Pale Waves-fans på lang afstand, da jeg nærmede mig VEGA. De havde kulsort hår, ternede bukser, Pale Waves-T-shirt og et tykt lag mørk make-up.
Det er forud for koncerten her, at jeg møder forsanger og sangskriver Heather Baron-Gracie i VEGAs garderobe- og entreområde, mens opvarmningsbandet spiller. Hun sidder i skrædderstilling på garderobedisken og smiler, da jeg træder ind i det normalt proppede, nu tomme lokale. Hun er selv overrasket over, at der selv i Danmark er hardcore-fans, der klæder sig som dem og bærer deres merch, afslører hun, da vi begynder at tale.
»Jeg tror, der er noget ved vores band, som er anderledes. Vi er et ‘mixed gender-band’, og rimelig relevante på en måde. Måske folk bare ser noget virkelig ærligt i os,« siger hun.
Udover Heather består Pale Waves af trommeslager Ciara Doran, guitarist Hugo Silvani og bassist Charlie Wood.

Der var en gang for ikke så længe siden

Historien om Pale Waves er ikke historien om et par venner, der lige spillede lidt random musik sammen og pludselig blev opdaget, eller hvad man nu hører om. Pale Waves er historien om et band, der drømte stort fra starten, et band der altid har haft ambitionerne højt og altid har tænkt tingene 100% igennem for at nå deres mål. Det er faktisk de høje ambitioner, bandet blev grundlagt på, fortæller Heather:
»Jeg har altid været en meget ambitiøs person. Jeg spiller ikke bare shows for ‘the crack of it’. Jeg har altid drømt om at lave det her som et job og være professionel musiker. Da jeg mødte Ciara på universitetet havde hun de samme ambitioner som mig, og det var dér, vi startede Pale Waves.«
De to lavede musik sammen i et stykke tid, men vidste fra starten af, at de skulle være et band. At udgive musik som en duo var aldrig en mulighed. Live interagerer Heather bedre med et band, og det bliver for »ensomt som en duo,« fortæller hun. De to lagde noget musik på internettet. Det hørte Hugo, og han ville gerne være med.
Hvad angår Charlie kendte de ham perifert, fordi Ciara og hans forældre boede tæt på hinanden, og fordi de havde fælles venner. Han spillede i et andet band på det tidspunkt, og Heather og Ciara tog ind for at se dem og vurdere, om han skulle være en del af bandet. »Han var fantastisk! Og så blev vi jo nødt til at stjæle ham,« husker Heather.
Der gik to år, hvor gruppen øvede i kælderen i en café i Manchester og spillede små koncerter. De var ikke vildt offentlige omkring det. Til gengæld var det her, de fandt sig selv som band – fandt ud af hvem de ville være, og hvordan de ville skrive. Først da de var helt tilfredse med resultatet, smed de to demoer på internettet, henholdsvis “The Tide” og “Heavenly”, som senere begge blev til singler og indgik på gruppens debut-EP, All the Things I Never Said.
»De var indspillet i Liverpool med to producere. Det kostede os ikke så meget, men vi var enige om, at vi blev nødt til at have et eller andet, vi kunne putte online, for vi havde spillet i noget tid, og folk ville have et eller andet tilgængeligt. Jamie hørte dem (Jamie Oborne, ejer af Dirty Hit, red.), og han tog kontakt til os for at komme ned i øvelokalet og høre os. Han forelskede sig i det med det samme og signede os. Faktisk blev han vores Manager dagen efter.«

At kalde mig en ‘try-hard’ er ikke en fornærmelse

Siden da gik det stærkt. Rigtig stærkt. Jeg spørger Heather, om der var et særligt event, en særlig ting, der skete, som hun vurderer for alvor “ fik det hele til at ske”. Det tror hun ikke. Det var en kæde af beslutninger, bandet træf efter mange overvejelser, der fik dem derhen, at de kunne udgive deres første single som et signet act og skabe en så trofast fanbase på så beskedent et grundlag.
»Vi tænker alt, hvad vi gør, i gennem i dybden, og jeg tror for eksempel vores videoer og visuals har hjulpet os meget. Jeg hader, når folk kalder andre for ‘try-hards’. Når folk kalder mig det, har jeg det lidt sådan ‘selvfølgelig er jeg en try-hard, selvfølgelig vil jeg prøve hårdt at gøre mit band så succesfuldt som muligt.’ Det er bare dumt. Det er ikke en fornærmelse af mig. Vi har virkelig gennemtænkt alt, hvad vi gør, og jeg tror, det er derfor, vi er, hvor vi er så tidligt.«
Nu skulle man så tro, at Pale Waves’ måde at se ud på er endnu en af deres gennemtænkte beslutninger i vejen mod det succesfulde band, de altid har drømt om at være, og jo egentligt allerede er. Men nej, ligesom det tekstmæssige univers, handler det egentligt bare om at udtrykke sig selv, og nyde godt af, at vi jo netop befinder os i en periode, hvor det er the shit. Og bevares, Heather er da ikke et øjeblik i tvivl om, at det er vigtigt for artister at have en identitet både visuelt og musikalsk, men da jeg spørger hende, om deres påklædning og udseende var en af de ting, de også brugte tid på at forme i løbet af de to år, svarer hun:
»Folk tror, at vi har taget denne her fælles, bevidste beslutning om at klæde os som goths og spille popmusik, men sådan var det aldrig. Vi kan bare godt lide, hvordan vi klæder os og udtrykke os selv gennem mode og musik. Jeg synes ikke engang, at vi klæder os så ‘gothy’, hvis jeg skal være ærlig. Det er bare noget sort læbestift, som folk går helt amok over. Men jeg tror, vi skabte denne her identitet mere eller mindre ubevidst. Nu kan du spotte en Pale Waves-fan på lang afstand. De klæder sig alle med den tunge makeup, de ternede bukser og den sorte jakke, og jeg elsker virkelig, at vi har gjort det. Det er som en kult.«
At skabe kultstatus på under et år er præcis det, rapperne jeg indledte artiklen med at beskrive, gør, og jeg kan godt lide, hvordan genrer, udtryk og kultur er så flydende for tiden, at der er så tydelige links mellem et synth/dream/goth-pop-band fra Manchester og hitliste-rap-tendenser i USA (dog uden al den kriminalitet og drug-afhængighed, der desværre omkranser mange af de unge soundcloud-rappere).
Selvom Heather altid har været en ‘try-hard’ og kæmpet for sit band og dets succes, og i princippet “bare” har nået, hvad hendes ambitioner altid har fortalt hende, hun skulle, så er det tydeligt, at hun er ydmyg over for realiteten af alt det her. Selv en aften som denne på Ideal Bar foran et beskedent publikum (men dog stadig med trofaste fans på forresten række.)
»Folk synes virkelig at have taget os til dem, og det er helt vidunderligt,« runder hun af, inden hun forsvinder tilbage til resten af gruppen og gør sig klar til at indtage scenen.
Pale Waves’ debutalbum My Mind Makes Noises udkommer fredag den 14. september via Dirty Hit. Albummet indeholder blandt andet singler som “Black”, “There’s A Honey” og den seneste “Eighteen”,  som du kan tjekke ud her: