fbpx

Canadiske Joshua Hyslop udgiver lækker nyfortolkning af hittet “No Roots” og annoncerer kommende dansk koncert

Foto: Jesse Milns

Den canadiske indie-folk-artist Joshua Hyslop har i dag udgivet den bløde og ørehængende single “No Roots”, og annoncerer i samme stund sin kommende danske koncert.

Canadiske Joshua Hyslop har i dag udgivet sangen “No Roots” som er en stille, blød og lækker nyfortolkning af den tysk-canadiske kunstner Alice Mertons sang af samme navn fra 2016. Sangen er en inderlig lækkerbisken hvor akustisk guitar-spil akkompagneres af Joshuas overbevisende og rolige vokal, hvilket giver den i forvejen lækre sang en ekstra følsom og flydende identitet. Selvom det ofte kan være et sats at forsøge at nyfortolke et allerede udgivet hit, så fungerer det i dette tilfælde super godt, og vidner om en yderst talentfuld musiker.

Den unge kunstners musik har i skrivende stund over 100 millioner streams i bagagen, hvilket har ført koncerter i både store dele af Europa og USA med sig. For få dage siden blev det ligeså offentliggjort, at den canadiske kunstner spiller på dette års Reeperbahn Festival som løber over stablen fra den 19. – 22. september i Hamborg-bydelen St. Pauli. Endelig står det nu også klart, at det bliver muligt for danske fans at opleve den unge canadier med den smukke stemme, når han den 22. januar spiller på Ideal Bar i VEGA.

Hør den unge canadiers nyfortolkning af hittet “No Roots” herunder, og få en forsmag på, hvad man kan forvente af kunstnerens kommende danske koncert.

Christoffer Nielsen
christoffernielsen@bandsoftomorrow.com