29 aug NORDISKE HITS // UGE 35
Foto: Tuvaband // PR
Vi har peppet vores NORDISKE HITS-playliste op med fem sprøde tracks fra artister, som du absolut ikke må gå glip af. Vi fremhæver her tre af numrene, der i denne omgang byder på alt fra blød 70’er-pop til dynamisk nordisk magi.
Tuvaband – “Puppetshow”
Til listen har vi føjet det norske soloprojekt Tuvabands lækre single “Puppetshow”, der teaser den norske kunstners debut-EP, som er på gaden den 7. september. Tuvaband, der i 2016 startede op som en duo, består i dag af den Oslo-baserede sangerinde Tuva Hellum Marschhäuser, der med “Puppetshow” skaber et stærkt og melankolsk musikunivers. Nummerets rolige og melodiske karakter akkompagneres af Tuvas luftige og lækre vokal, hvilket skaber en drømmende, flydende og organisk feeling. Tuvaband har for alvor fået vind i sejlene på rejsen ind i den internationale musikbranche, og kan blandt andet se frem til at give koncert i London, Berlin og på festivalen Iceland Airwaves i Reykjavik. Vi anbefaler helt sikkert, at du tjekker Tuvabands drømmende univers ud.
HunBjørn – “Don’t Sweat It”
Vi har allerede delt vores begejstring for HunBjørns nye sensommerhit, da vi tidligere på ugen skrev om singlen “Don’t Sweat It”. Alligevel synes vi at den fortjener endnu et shout-out, og den er derfor tilføjet til vores NORDISKE HITS-playliste. Den danske sanger og sangskriver Ulla Pihl leverer en luftig indiepop basker om kærlighed og tilgivelse, hvor hendes florlette vokal valser ubesværet hen over nummerets rolige, men varme feeling, hvilket indhyller singlen i en smooth 70’er-pop-vibe. Med “Don’t Sweat It” giver HunBjørn os en lækker forsmag på, hvad vi kan vente os af den kommende EP In Vacuo, der er på gaden den 14. september.
Aurora – “Forgotten Love”
Den norske pop-darling Aurora er tilbage med den dynamiske single “Forgotten Love”, der næsten selvfølgeligt blev føjet til playlisten. Igen viser Aurora sig at være hit-garant og leveringsdygtig i nordisk magi, hvor sangens pulserende beat krydres med den lækre, genkendelige Aurora-vokal. De rolige klaversekvenser i versene står i kontrast til de eksplosive omkvæd, hvilket giver nummeret dynamik og energi. Sangen er en glimrende teaser til de mange fans, der spændte venter på udgivelsen af popsangerindens andet album i efteråret 2018.
Ellers tilføjet:
4 Guys From The Future – “Reason of Man”
Many Voices Speak – “Chances”