Islandske Júníus Meyvant er ude med første single fra kommende album

Foto: PR

Den islandske folk-pop kunstner Júníus Meyvant er langt om længe tilbage i form af singlen “High Alert”, der markerer et mindre musikalsk retningsskifte.
Her på redaktionen er vi temmelig begejstrede for nyheden om Júníus Meyvants tilbagevenden, og med singlen “High Alert” får vi en lille forsmag på, hvad vi kan forvente os af albummet Across The Borders, der er på gaden den 9. november. Bag Júníus Meyvant gemmer sig musikeren Unnar Gísli Sigurmundsson, der er vokset op i smukke og naturrige omgivelser på den islandske øgruppe Vestmannaeyjar.
Selvom man sagtens kan genkende Júníus Meyvants særegne lyd i “High Alert”, markerer nummeret alligevel et retningsskifte. De svingende, funkede rytmer akkompagneres af lækre blæsersekvenser, og Unnars nærmest croonende vokal giver singlen en ret så groovy vibe. Det skriger nærmest af cathcy Motown-funk, der indkapsler os i en slags tidslomme.
Ifølge Júníus Meyvant har det tempofyldte nummer dog også en mere dyster og melankolsk side:
“High Alert” handler om voksne mennesker med en forenklet selvmedlidenhed; det er den gamle kliché med, at man bliver forladt og fortabt i desperation. Den ene dag har du det hele, og den næste dag bliver du paranoid af alle de dårlige beslutninger du har truffet.
Júníus Meyvant mænger sig med nogle af de helt store islandske artister og har under indspilningen af Across The Borders delt studie med kunstnere som Ásgeir, Erlend Øye og Hjálmar. Han debuterede med singlen “Color Decay” i 2014, og albummet Floating Harmonies i 2016. Siden har Meyvant opnået stor anerkendelse både i ind- og udland, hvor han blandt andet har vundet prisen for “Best single” og “Newcomer of the Year” ved Icelandic Music Awards. Desuden var han i 2016 nomineret til Bands of Tomorrows Music Awards for førnævnte debutalbum.
Du har mulighed for at opleve Júníus Meyvant in-concert, når han gæster dette års Iceland Airwaves Festival, der til november løber af stablen i Reykjavik. lyt til “High Alert” via Spotify nedenfor eller din foretrukne streamingtjeneste her.

Sofie Axelsen
sofieaxelsen@bandsoftomorrow.com