27 aug Flashback: Dagbog fra Wonderfestiwall 2018, dag 1

Foto: Mathilde Maria Rønshof

Sommeren er ved at gå på hæld og samme er den “officielle” festivalsæson. Vi er ramt af den obligatoriske festival-blues og drømmer os tilbage til sommer og musik på solskinsøen med Wonderfestiwall, hvor vi i år var afsted. Her er vores skribents dagbog med observationer og tanker fra årets festival.
Wonderfestiwall er en lille festival med store navne og beliggenhed midt i skoven uden for Hammershus. Her er naturskønt og hyggeligt under trækronerne, og den gyldne solnedgang bag ved klipperuinerne findes næppe andre steder i verden. Programmet spænder fra små upcoming navne til gamle kendinge, spredt ud over festivalpladsens tre scener.
Træt og varm slæber jeg mig selv og min bagage igennem Bornholms kupperede landskab. Mens jeg får mit armbånd på, kan jeg høre Carl Emil Petersen spille i baggrunden. Jeg når hurtigt igennem indgangen og frem til scenen, hvor jeg får resten af eftermiddagskoncerten med. Sensommeren melder sløvt sin ankomst med gulligt græs, der går i et med den spredte træflis, der senere i aften skal vise sig at være et højst nødvendigt tiltag, men mere om det senere.
I mellemtiden er Carl Emil Petersens band gået af scenen og har efterladt ham på tomandshånd. Imens han spiller ”Frit land” ser jeg to publikummer kaste sig mod den støvede jord i en entusiastisk flyvende orm. Ja, stemningen kan man ikke sætte en finger på her i den varme eftermiddag. Publikum er anderledes roligt, når resten af bandet igen indtager scenen og spiller ”Helt almindelig” fra det hedengangne Ulige Numres bagkatalog. Koncerten sluttes af med ”København”, hvor publikum liver op og danser koncerten til ende.

Lewis Capaldi

Videre til næste mand på programmet, Lewis Capaldi, en lun skotte, der med sine to musikere spiller nordisk soul, lidt i same stil som Rag’n Bone Man. Capaldi introducerer sig selv med et glimt i øjet og ordene: “Hvis I ikke kan lide triste sange sunget af en tyk dreng, kommer I ikke til at kunne lide det her”. Men det kan publikum heldigvis godt og flere gynger og synger helhjertet med.
Musikken lyder godt og sangene er velskrevne, men alligevel er der noget, der klinger lidt hult i mine ører. Måske er det den skrabede besætning, den tørre lyd af drumpad og elklaver kombineret med det dugfriske minde om netop afgåede Aretha Franklin, der spøger. Men som jeg står der, kan jeg ikke lade være med at tænke på, om musikken lidt kapitaliserer på soulmusikkens oprindelige historie om undertrykkelse, vold og håb om en bedre fremtid.
Det er som sådan ikke en kritik af Capaldi’s musik og dygtige band, jeg funderer bare over, hvordan genren forgrenes og fortolkes videre.

Regn, torden og afbrudt koncert

Skyerne trækker sig sammen og vrider store tunge regndråber ud over publikum, mens Mew spiller deres første toner. Vi søger læ i en bar, mens jeg af mine lungers fulde kraft synger med på “The Zookeepers Boy”. Regnen buldrer ned over teltbarens tag, mens Mew fortsætter akkompagneret af lynglimt og tiltagende tordenskrald. Koncerten slutter bogstaveligt talt smed et brag efter første linje af “Symmetry”, da tordenvejret definitivt sætter en stopper for festen. Alt lys på slukkes på scenen, og resten af koncerten aflyses.
Selvom det er ærgerligt, er det svært at bebrejde band eller festival. Hvis der nogensinde har været en valid grund til at afbryde en koncert, så må lynstegt gear være i top tre.

Dansefest med Kakkmaddafakka

Efter en brat afslutning på Mews koncert hersker der kort forvirring, mens regnen fortsætter ufortrødent, og den føromtalte træflis virkelig kommer til sin ret på den knastørre festivalplads. Heldigvis stopper regnen i tide til at Kakkmaddafakka kan starte en ska-fusionsfest på Opalen. Forsangeren charmerer sig igennem koncerten på gebrokkent dansk, mens musikken hilser på forskellige afkroge af caribisk stemning.
Publikum danser regnen af sig, og inden længe er regnslag smidt til fordel for fadøl.
Efter Kakkmaddafakka venter nattens popdronning Medina med et veloplagt sceneshow og masser af attitude. Jeg tjekker ud, mens multifarvet, stjerneformet konfetti falder ned over publikum under ”Kun for mig”. Det er på tide at trække mig tilbage til telte under trækronerne og lade op til endnu en dag på solskinsøen.