17 aug Dizzy – Baby Teeth

Foto: Calm Elliott Armstrong
Label: Communion Records
Udgivelsesdato: Fredag den 17. august 2018

Den canadiske drømmepop-gruppe Dizzy albumdebuterer fornemt med den smukke Baby Teeth.
[rwp_box id=”0″]
For Katie Munshaw var der flere fordele ved at vokse op i Oshawa, Ontario. Her mærkede hun som barn glæden ved venskab, som teenager stiftede hun bekendtskab med både kærlighed og hjertesorg, og bedst af alt kedede byen hende lige præcis nok til, at hun ofte slog tiden ihjel ved at sidde hjemme og skrive om det hele.
Fælles for medlemmerne i Dizzy, der også tæller brødrene Charlie, Alex og Mackenzie Spencer, er, at de som værn mod den kedsomhed, der uundgåeligt følger med forstadslivet, altid har brugt musikken – og gudskelov for det. Bandets debutalbum er nemlig en pragtfuld præstation.
På Baby Teeth viser Dizzy sig som et ekstremt sammentømret band, og selvom medlemmerne er unge af alder, har de allerede fundet frem til en dragende og meget karakteristisk lyd. Deres melodier er på én gang fængende og ukomplicerede, deres klange veksler smukt mellem det muntre og det vemodige, og de har en fantastisk evne for vokal-flerstemmighed, hvilket blandt andet kommer til udtryk mod slutningen af albummets sidste nummer ”Arcadia”.
Skal man fremhæve et svagt punkt ved Baby Teeth, er det, at stort set alle sangene er opbygget efter samme formel; versene er instrumentalt set spinkle, og Munshaws vokal har forgrunden – i omkvædene indtræder der drømmepop-traditionen tro et væld af synth-effekter, og oftest bliver rytmesektionen i sit udtryk mere energisk. Bandets gentagne brug af denne opskrift gør, at deres lyd fremstår en smule forudsigelig. Bortset fra dét, er det dog nærmest umuligt at sætte en finger på Dizzys første fulde udspil.
Tekstligt har bandet flair både for det poetiske, som på ”Stars and Moons” kommer til udtryk i fraser som: ”This is how it ends//a courageous boom//(Neibours wave their hands//as we’re passing through) And it’s awful sad//That two lovers bloom//(Come and watch them dance//Dance into their doom) I am starting to see//Stars and moons” og for det mere prosaiske, hvilket eksemplificeres af numre som ”Pretty Thing”, hvor Munshaw i omkvædet synger: ”Pretty girls on the stairs with their hopes up//Making noise of dreams//Sneaking smiles with boys on the roof tops//It’s a pretty thing”.
Disse to sange er desuden repræsentative for dét tema, som dominerer albummet, nemlig den unge kærlighed. I form af deres tekster og deres ørehængende melodier, kan Dizzy på numre som for eksempel ”Bleachers” henlede tankerne på popprinsessen Taylor Swift, men deres lydpalet er bredere, mere synth tung og mindre sukkersød. Desuden skiller de sig ud ved at have en forsanger, der er i besiddelse af én af de lækreste vokaler, jeg længe har hørt inden for popmusik. Munshaws stemme synes blød som smør, og hendes måde at synge på er legende let.
Udtrykket på Baby Teeth er både stærkt og sårbart, på én gang beskedent og storladent, og samtidig formår albummet at mestre den fine balance mellem romantisk og pladderromantisk. Vi glæder os til at høre mere fra Dizzy.