17 aug Anchor Awards 2018: Og de nominerede er…
Foto: Blanco White//PR
For tredje år i træk retter den hamborgske musikbranchefestival Reeperbahn fokus mod upcoming kunstnere verden over, når de med prisfesten Anchor Award hylder branchens spirende talenter.
En deltagelse i et internationalt award show kan på mange måder betragtes som en blåstempling der sikrer et nøk op ad den internationale (karriere)stige, og den mulighed byder sig nu igen for de syv kunstnere, der netop er blevet nomineret til Reeperbahn Festivals Anchor Award.
Reeperbahn, der siden 2006 har haft base i Hamborg, løber af stablen fra onsdag den 19. september til lørdag den 22. september. Den tyske festival er kendt for at præsentere et bredt musikspektrum, og det nyere tiltag Anchor Award kan i den henseende bruges som en slags guide til at navigere i de mange nye talenter. Dommerpanelet består igen i år af nogle af de helt store kanoner inden for medie- og musikbranchen, og udover Toni Visconti (musikproducer for David Bowie, som har været med fra start), udgør Linda Perry (sangskriver, sanger, producer og x-4 Non Blondes-medlem), Skye Edwards (Morcheeba), Cassandra Steen (Glashaus) og Jason Bentley (Music Director, KCRW) panelet, som i jagten på nye talenter har vurderet hele 62 kandidater fra 21 forskellige lande. Vinderen blandt de syv nominerede kåres den 22. september, og inden da kan du her få et overblik over, hvem de er.
Anna Aaron
Den schweiziske sangerinde Anna Aaron debuterede i 2010 med albummet Dogs In Spirit, og har gennem hendes karriere været på en musikalsk eksperimentel rejse. Mens hendes tidligere musik læner sig op ad akustisk folk og futuristisk pop, har hun gennem samarbejdet med jazztrompetisten Erik Truffaz eksperimenteret med mere jazzy elementer. Aarons nyeste single “Why Not” kan betegnes som avantgarde pop, og hendes alsidige musik viser, at hun mestrer et utrolig bredt spektrum.
Blanco White
Der er vind i sejlende for den London-baserede Blanco White. På trods af at han stadig figurerer som upcoming-artist er hans musik allerede blevet streamet imponerende 25 millioner gange. Sanger og guitarist Josh Edwards, som er manden bag, tager sit udgangspunkt i en følelsesladet folksong-stemning, der dog krydres med eksotiske toner og rytmik – en sammensmeltning der afspejler hans tilhørsforhold og bevægelse mellem Liverpool og Sevilla.
Faces On TV
Bag det belgiske band Faces On TV finder vi den eksperimenterende multi-instrumentalist Jasper Maekelberg, der brygger solid psykadelisk pop. De mange tekniske finesser og lydbilleder skaber unikke vibes, hvilket giver rum og mulighed for at gå på opdagelse i musikkens diversitet. Bandets fremtid ser lovende ud, og sidestilles da også med nogle af de helt store kanoner indenfor musikkens verden, som Radiohead, Portishead og Alt-J.
FRUM
Det færøske musikprojekt FRUM placerer sig i et kunstnerisk felt af nordisk musik, der i tiden stormer frem på den internationale musikscene. Gennem toner af elektro-pop dyrkes en organisk, ren og naturlig lyd. En drømmende vibe der i kombination med de mere rå elementer formår at indfange essensen af det smukke, men barske Nord.
Freya Ridings
Trods hendes kun 23 år, leverer den britiske sangerinde Freya Ridings en særlig stærk og intens vokal. Ridings bruser frem på den britiske musikscene, hvor debutsinglen “Without You” samt coveret af Yeah Yeah Yeahs “Maps” har kickstartet hendes karriere på hjemmebanen. Hendes følsomme og melodiske univers er helt sikkert noget, du bør holde øje med i 2018.
Hope
Med base i Berlin, lader musikeren Christine Börsch-Supan og bandet Hope sig nedsynke dybt i den tyske rock-feeling. Under de minimalistiske, tunge toner gemmer der sig elegance og dark-wave vibes. Deres lydunivers trækker referencer til den tyske 80’er-bølge “Neue Deutsche Welle” (New German Wave”), og udspringer af et brændende ønske om at genopfinde “post-rocken”.
Tamino
Klassisk musik synes at være nøgleordet for den blot 21-årige belgisk-egyptiske singer-songwriter Tamino, der fra barnsben har dyrket det klassiske klaver. I hans sensitive indierock sammenflettes de klassiske elementer med arabiske vibes, der særligt repræsenteres i hans unikke, orientalske vokalpræstation. Tamino har allerede opnået stor anerkendelse i musikbranchen, hvor en artiste som Colin Greenwood (Radiohead) har tilbudt en hjælpende hånd med debutalbummet. Det lader til at det kun er et spørgsmål om tid, før Tamino får vind i sejlene.