Premiere: IDA KUDO slipper ny danceable single

Foto: Camilla Winther

Den dansk-japanske sangerinde IDA KUDO er på gaden med singlen “Ghost” – et nyt danceable hit der tager godt og grundigt pis på den hverdagsangst som langt de fleste kan genkende.
Vi har tidligere kastet lange blikke efter den københavnsbaserede sanger og producer IDA KUDO, og har allerede fremhævet sangerinden, da vi kårede hende som Ugens Upcoming tilbage i april måned i år. Vi bringer her premieren på singlen “Ghost” fra den dansk-japanske artists, som vi ærligt talt er ret begejstrede for. Allerede fra første tone er der fuldt smæk på nummeret, der med sine pulserende rytmer og pumpende bas skaber et stærkt elektronisk og danceable track. Sangen krydres med sangerindens luftige vokal og eksotiske østlige elementer, og i pressemeddelelsen nævnes det, at den også er tribal inspireret.
IDA KUDO tager efter egne ord pis på hverdagsangsten:
Det er virkelig mærkeligt, hvad jeg kan være nervøs eller ængstelig for. At skulle klare hverdagssituationer på en helt normal og naturlig måde, kan jeg være meget nervøs for, hvorimod det nogle gange virker som et ”helle” at stå på en scene. Ind imellem får jeg nok af denne hverdagsangst og for at tage pis på den, valgte jeg at lave et uptempo dansenummer, der har en let feeling, er legende og fuld af små, sjove, finurlige og drillende lyde.
Den dansk-japanske sangerinde er godt på vej ind i den internationale musikbranche, og har blandt andet optrådt på SPOT-festival, den skotske Xpo North festival samt i London til tre forskellige venueshows. “Ghost” er IDA KUDOs anden single i rækken, der begge agerer forløber for hendes kommende EP, der rammer gaden den 9. november. Indtil da kan i give nummeret et lyt her:

Tags:
Sofie Axelsen
sofieaxelsen@bandsoftomorrow.com