31 aug Pop-sensationen Alexander Oscar har udgivet den nye ørehængende single “Coffee Table”
Foto: PR
Siden udgivelsen af singlen “Number”, der til dato næsten har opnået 15 millioner streams på Spotify, har den danske pop-kunstner Alexander Oscar nydt stor succes. Endelig er den unge artist ude med ny musik i form af den melodiske og ørehængende single “Coffee Table”.
Den 19-årige singer-songwriter Alexander Oscar har det seneste år haft godt med vind i sejlene – og det til trods for, at han indtil i går, kun havde to udgivne sange på sit CV. Nu er den unge charmør ude med sit nye og dermed tredje popnummer “Coffee Table”, som endnu engang vidner om, at vi har med et musikalsk stjerneskud at gøre.
Alexander Oscar, som netop er flyttet fra Aarhus til København for at satse 100 procent på musikken, har skabt et lækkert nummer, hvor en poppet og flydende melodisk grundlyd bliver smukt akkompagneret af den unge sangers sjælfyldte stemme.
Den unge kunstner udtaler, at den nye single handler om at ende i en situation, som mange, unge såvel som gamle, med garanti kan nikke genkendende til:
– Den handler om at være i et forhold, som man godt ved, man ikke burde være i. Selvom man skændes, ender man alligevel altid med at have makeup-sex, så det bliver en ond cirkel, man ikke kan bryde ud af.
Selvom vi har med et yderst ørehængende og godt produceret nummer at gøre, der med garanti vil stryge lige ind på mange unge pigers spillelister, så vil den unge kunstner ikke sætte sine forventninger for højt op. Den enorme succes som singlen “Number” fik, bringer nemlig tårnhøje forventninger med sig – både fra fans såvel som fra den unge dansker selv. Selvom det ikke kan garanteres, at den nye single vil nyde helt så stor success som forgængeren, så har vi uden tvivl stadig med et lækkert, melodisk, ørehængende og gennemført popnummer at gøre.
Hør Alexander Oscars nye single “Coffee Table” herunder, og spark weekenden lækkert igang: