Den københavnske duo ARES leverer teknopoppen til din lillefredag

Foto: PR

Den kvindelige duo ARES er nu aktuel med nummeret “Lost My Mind”, der højst sandsynligt vil sætte godt skub i din torsdag aften.
Den Københavnsbaserede gruppe ARES har netop udgivet singlen “Lost My Mind”, der er den anden i rækken, efter de i juni debuterede med singlen “Strangers”. Den dynamiske duo, der består af Line Mortensen og Louise Væver Andersen, komponerer tung, melodisk elektropop, og har brugt lang tid i studiet på at finde frem til deres særegne lyd.
Udover at være en hyldest til at feste og gå i byen, forklarer ARES i pressemeddelelsen, at singlen har en dybere mening:
Vi elsker at skrive om de mere mørke følelser og prøver altid at skabe unikke universer i vores sange. Selvom “Lost My Mind” har lidt af den klassiske ‘gå i byen’-vibe, så indeholder den alligevel noget grænsesøgende og virkelighedsfjernt, og det er det, vi godt kan lide ved nummeret.
Med den nye single har ARES skræddersyet et tungt pop-nummer til din lillefredag, som ganske sikkert kan sætte skub i dine dansefødder. Med singlen “Lost My Mind” teaser ARES for, hvad vi kan forvente af gruppens kommende debut-EP, der er på gaden til november.

Tags:
Sofie Axelsen
sofieaxelsen@bandsoftomorrow.com