Den danske støjrock-trio The Entrepreneurs teaser debutalbum med ny slagkraftig single

Foto: Malthe Ivarsson

Det danske rockband The Entrepreneurs har udgivet deres nye single “Joaquin” og løfter sløret for, hvad vi kan forvente af deres kommende debutalbum Noise & Romance, der udkommer 1. februar 2019.
Vi har flere gange haft fokus på den danske trekløver The Entrepreneurs, siden de tilbage i 2015 udgav debutsinglen “Brutal Summer” og senere i 2016 udgav deres debut-EP Tony Rominger. Gruppen, som består forsanger Mathias Bertelsen, guitarist Anders Hvass og trommeslager Jonas Wetterslev, er kendt for deres mørk og dynamiske musikalske identitet. Tidligere brugte vores anmelder ord som melodisk, hårdtslående og hæsblæsende til at beskrive bandets musikalske udfoldelser. Endvidere beskrev han den første EP med ordene:
..The Entrepreneurs formår på Tony Rominger at blande poppede melodier med støjende rockeksplosioner, og når de gør det bedst, så er de i en liga for sig..
Gruppens nye single “Joaquin” er ingen undtagelse, og giver en forsmag på, hvad vi kan forvente af trioens kommende debutalbum. Nummeret går lige på og hård med blandt andet kraftige riffs, forvrængede guitarlyde og iørefaldende bas-melodier, og vidner om at vi har med et legesygt og eksperimenterende band at gøre. Dertil har sangen en utrolig lækker rytme, hvilket sammen med forsanger Mathias Bertelsens vokal, som til tider minder lidt om Mew’s forsanger Jonas Bjerres, skaber et lækkert og yderst ørehængende nummer. Om sangens tekst og musik udtaler bassist Anders Hvass:
Teksten handler om at bryde fri fra alt, der holder dig tilbage, og om dem der netop ikke formår at bryde fri. Alt i alt er det et legesygt, naivt, og energisk nummer med en høj grad af nostalgi i både tekst og musik
Hør den nye single herunder, og glæd dig til at gruppens debutalbum udkommer den 1. februar 2019.

Christoffer Nielsen
christoffernielsen@bandsoftomorrow.com