fbpx

Katinka teaser nyt album med singlen “2000 meter i frit fald”

Foto: Daniel Buchwald

Med singlen “2000 meter i frit fald” løfter den prisbelønnede Katinka sløret for det kommende album Vokseværk, der er på gaden i begyndelsen af november.
Den københavnsbaserede gruppe Katinka har for alvor vind i sejlene. Siden gruppen i 2015 vandt KarriereKanonen har en voksende anerkendelse sikret dem priser som Steppeulven i 2017 for “Årets håb”, Carl Prisen for “Årets komponist – pop” og ikke mindst titlen som “Årets Popartist” til Bands of Tomorrow Music Award 2016. Katinka, der ofte er karakteriseret ved en elektronisk vibe med akustisk nerve, markerer med singlen “2000 meter i frit fald” et mindre retningsskifte. Mens det tidligere musik emmer af aggressivitet og hjertesorger, rummer den nye single forelskelsens blide vibes. Forsanger Katinka Bjerregaard udtaler om den nye single:
”At møde en, som elskede mig, er det mest skræmmende, jeg nogensinde har prøvet. Så jeg havde en fornemmelse af at stå på en bro og kaste mig ud i det kærlighedshav og være i tvivl om at give slip.”
“2ooo meter i frit fald” afspejler netop den skrøbelighed og usikkerhed der følger med, når man hovedkuls kaster sig ud i kærligheden. I et væld af små nuancer og skævheder fanger singlen på mange måder det sammenstød af følelser, som gruppen selv synes er interessant, og det stemningsfyldte nummer akkompagneres af en musikvideo af Daniel Buchwald, der også formår at indfange den smukke og skrøbelige stemning.
Selvom gruppen har kastet sig ud i en ny og anderledes retning, rummer “2000 meter i frit fald” i stor stil den akustiske nerve samt den umiskendelige, fraserende vokal, der i stor stil karakteriserer Katinkas væsen. Om denne vibe går igen på resten af det kommende album, må tiden vise.
Sammen med Katinka Bjerregaard (vokal, ukulele) udgøres gruppen Katinka af Tobias Pedersen (trommer), Marie Hageltorn Christiansen (keys, kor) og Simon Ask Ladekarl (guitar, produktion).

Albummet Vokseværk udkommer i begyndelsen af november 2018.

Tags:
Sofie Axelsen
sofieaxelsen@bandsoftomorrow.com