05 jul St. Vincent – Roskilde Festival 2018
Foto: Simon Zahrtmann
Scene: Arena
Tidspunkt: Onsdag den 4. juli kl. 20.30
St. Vincent viste sig som et favnende forbillede onsdag aften på Roskildes Arena-scene.
Onsdag aften skulle et af festivalens mellemstore navne spille på Arena-scenen på Roskilde Festival, og selvom der kun var et par timer til at sværvægteren Eminem skulle spille på Orange, var begejstringen tydelig at mærke, og publikum var mødt talstærkt op.
Anne Erin Clark, bedre kendt som St. Vincent havde forberedt sig hjemmefra, og hende og hendes band kom med et meget veludført sceneshow til lejligheden. Bag hende kørte, under stort set hele koncerten, en video med mere eller mindre stilstående billeder af St. Vincent og medlemmer fra hendes band, hvor især det grimme og dyriske blev dyrket. Et eksempel var den udsmurte læbestift, som St. Vincent bar i alle videoer, således som i virkeligheden på scenen. Ligeledes var hendes mandlige bandmedlemmer klædt i hvide, forvrængede masker, som fik deres ansigter til at se helt forkerte ud. Det kan siges at karakterisere St. Vincent meget godt: Hendes umiddelbart flotte fremtræden, hvor noget anderledes, mystisk og dunkelt bliver dyrket.
På den måde er hun et forbillede, som virker mere i øjenhøjde med sit publikum end mange andre nutidige kvindelige musikere, hvor det perfekte dyrkes frem for alt andet, og det på trods af at hun så knivskarp ud i en stram og kort rød kjole. Samtidig viste hun sig ikke bare som et forbillede for kvinder, men for alle, der har brug for et: “Det her er for kvinderne, det her er for mændene, det her er for freaksene, og det her er for dem, der ikke passer ind i nogle af de kategorier.”, råbte St. Vincent op til nummeret “Fast Slow Disco”, og folk jublede begejstret.
Musikalsk var St. Vincents koncert en imponerende affære at være vidne til, og St. Vincent beviste virkelig hvor fænomenal en guitar hun spiller, samtidig med at hun synger med overbevisning og med stor nerve.
Setlisten bestod primært af sange fra hendes nyeste album, MASSEDUCTION, men også ældre sange som ”Cheerleader” blev spillet til publikums store glæde. I den lidt over en time lange koncert blev energiniveauet holdt tårnhøjt, og det endte faktisk med at give bagslag, og være det eneste som talte en smule ned i St. Vincents ellers forrygende koncert: Der var simpelthen for lidt afveksling mellem de numre hun spillede i størstedelen af koncerten, og de sidste to ballader som hun sluttede koncerten med, ”New York” og ”Happy Birhtday, Johnny”, måtte for min skyld gerne have været fordelt ud mellem resten af numrene. Til gengæld gav det en enormt stærk effekt at slutte en rockkoncert med en ballade, og det efterlod publikum i forundring og ekstase.
Uanset hvad leverede St. Vincent en fænomenal koncert, som jeg er sikker på bliver i publikums bevidsthed i meget lang tid.
