06 jul Marlon Williams – Roskilde Festival 2018

Foto: Ditte Nebeling Jensen
Scene: Avalon
Tidspunkt: Fredag den 6. juli kl. 13.00

Marlon Williams strålede på Avalon scenen på Roskilde Festival med et band der desværre ikke virkede lige så oplagt som han selv.

Klokken 13 fredag eftermiddag gik Marlon Williams på Avalon-scenen på Roskilde Festival hvor han skulle forsøge at spille det morgen-søvnige publikum vågent. Det virkede som en svær opgave for ham i starten, og man kan da også undre sig over, at han spillede på den forholdsvist store scene Avalon frem for den mindre, og måske mere oplagte, Pavillon. Men Marlon og hans band gjorde hvad de kunne for at sparke liv i fredagen med både rock, folk og country i en veludført kombination og fremførelse.

Instrumenterne talte guitar, bas, trommer, sang og indimellem klaver, når Marlon skiftede sin guitar ud, men også en kontrabas og en violin blev hevet ind flere steder.

Gennem koncerten ledte Marlon med sit band ens hen på gamle, legendariske folk- og singer/songwriter-kunstnere som Neil Young, Beatles og ikke mindst Simon & Garfunkels bevægende korarrangementer. Marlon Williams formåede dog at forny sine referencer til de gamle stjerner, og især i hans solosange, hvor bandet gik ud fra scenen og lod Marlon være alene tilbage, brillerede han, og koncerten løftede sig til nye højder.

Specielt numrene ”When I was a Young girl” og ”Love is a Terrible Thing” viste hvor dygtig en performer Marlon Williams virkelig er, og der var ingen tvivl om, at det var ham der gjorde, at koncerten var så vellykket. Bandet derimod virkede til tider let forvirrede og uforberedte, og det blev decideret forstyrrende da guitaristen midt i en sang rodede med ledninger til sin violin, som det så ud til, at han havde glemt han skulle spille på i samme sang.

Overordnet var Marlon og hans band dog godt sammenspillet og de var ikke mindst gode til at variere deres lydbillede for publikum: Der var plads til både hårde, rockede chase-guitarsoloer som den i ”Dark Child”, og mere følsomme stemninger, som i deres cover af Barry Gibbs ”Carried Away”, hvor bassisten leverede en forrygende falset som intro og hvor musikken havde en sød, valsende fornemmelse over sig.

Marlon Williams leverede altså med sit band en rigtig fin koncert, hvor Marlon selv stod ud som en forrygende vokalist og instrumentalist, og hvor det primært var hans skyld, at man gik fra Avalon med en opløftet fornemmelse.