Jakob Ogawa – Roskilde Festival 2018

Foto: Julian Essink
Scene: Rising
Tidspunkt: Tirsdag den 3. juli kl. 18.30

Norske Jakob Ogawa hev tirsdag aften sin musik ud af soveværelset og ind på dyrskuepladsen i Roskilde, hvor den fyldte publikums kroppe med ro og velbehag.

Jakob Ogawa blev af Risings konferencier introduceret med ord som “sexet”, “soulful” og “blød”, og det ramte meget godt ned i, hvad koncerten bød på.

Ogawa og bandet åbnede feel good-festen med nummeret “Sunshine Girl”, som blev en varm introduktion til det soulede, loft indiepop-univers, hans musik generelt bevæger sig i. Ordet “varme” kan bruges til at beskrive flere aspekter af koncerten med Ogawa (nej, ikke bare vejret), for hans person skinnede igennem, og med søde smil og intuitiv og sjov interaktion med publikum mellem numrene, stod Ogawa som en varm og lunefuld sjæl, som inviterede os helt tæt på den Ogawa, som normalt sidder hjemme på soveværelset og skriver, producerer og indspiller alt selv. I dag havde han band med, og de svingede skidegodt sammen fra start til slut.

Setlisten bød på numre som singlerne “All Your Love” og “Velvet Light”, og numre fra EP’en Bedroom Tapes, så som “Let It Pass” og Clairo-samarbejdet “You Might Be Sleeping”. Derudover var der uptempo og dans med nummeret “You and I”, og groovet, reggae-klingende jam inden “Feel So Good” kom på. Der var helt korte skæringer, og længere, hvor bandet fik lov at jamme videre og holde viben kørende. Der var med andre ord god variation i Ogawas set, men fælles for samtlige numre var stemningen, som indkapsles meget godt med kunstnerens egne ord “I hope you guys are enjoying yourself!”

Koncerten med Ogawa var ikke en, hvor man følte helt vildt meget på sådan en måde, hvor man eksempelvis fyldes med sørgmodighed og har lyst til at græde – det afspejledes også i publikums koncentration under koncerten, hvor der i min side i hvert fald blev talt en del. Men det var en koncert, hvor det handlede om at føle sig selv, og hvor de følelser, man får, kommer med en vibe, når lydbølger strømmer gennem kroppen og fylder den med varme og velbehag.

Koncerten var ikke transcenderende eller tankevækkende, men bare helt igennem fantastisk dejlig, og hvis Ogawas mål var, som han selv sagde, at få os til at “nyde os selv”, så vidnede et blik ud over det groovende og storsmilende publikum om, at missionen var fuldført.