fbpx

Fool – Roskilde Festival 2018

Foto: PR
Scene: Countdown
Tidspunkt: Tirsdag den 3. juli kl. 18.00

Fool leverede en velorkestreret popfest til de unge, danseglade fremmødte på Countdown-scenen, men der var også plads til forbedringer.

Fool – Roskilde Festival 2018
3.5 / 5 Anmeldelse

Spændingen er til at tage og føle på, få minutter inden Fool går på Countdown-scenen på Roskilde Festival. Pladsen foran scenen er fyldt med primært unge mennesker, som er klar på at danse til hits som ”Outcast” og ”Strapped”, og da Fool går på, stiger et højt skrig op fra mængden.

Duoen, bestående af Adrian og Jabs, lægger ud med deres seneste single ”Worry”, og får dermed fra starten at se, hvor dedikeret deres fanskare er: Overalt omkring mig synges der med på hver eneste strofe fra den sommerlige popballade. Fool selv er også dedikerede, og helt fra starten af koncerten råber forsanger Adrian: ”Hvad så Roskilde?” Et råb som blev hyppigt gentaget gennem den 35 minutter lange koncert.

Koncerten viste overordnet, at Fool ved præcis, hvad de har gang i. De har en god evne til at holde på folks opmærksomhed, og gennem performancen udførte de en velorkestret øvelse i henholdsvis at spille nye sange og så krydre det med deres udgivede, dansable pophits, så de havde publikum i deres hule hånd gennem hele koncerten. Kun på ét tidspunkt mistede de lidt af publikums opmærksomhed, i den uudgivne klaverballade, som højst sandsynligt hedder ”Can’t Stop” ud at dømme fra teksten på bagskærmen af Countdown-scenen, som Fool gennem koncerten prydede med sangtekster, logoer og visuals. Op til denne sang gik Fool pludseligt ud fra scenen, og publikum begyndte lidt forvirrede at synge det klassiske Roskilde-tilråb fra White Stripes’ ”Seven Nation Army”. De kom så tilbage og leverede balladen uden at kommentere på, hvorfor de var gået fra scenen. Om det var meningen er ikke til at sige, men det virkede mærkeligt på publikum.

Derudover led balladen af, at sangens tempo simpelthen ikke var højt nok til publikums krav. Til gengæld indeholdt sangen en flot vokalpræstation fra Adrian, som var dejlig at opleve.

Herefter steg tempoet og energien igen, da Fool spillede deres største hit, ”Strapped”, og folk igen kunne synge og danse med. At Adrian stoppede sangen lige inden første omkvæd, fordi han ikke var tilfreds med publikums engagement, gjorde publikum endnu vildere, og da omkvædet dernæst fik lov at spille, blev pladsen foran Countdown til ét stort dansegulv.

Det store spørgsmål efter sådan en tilsyneladende veludført koncert er dog, om Fool har andet at byde på end de allerede etablerede danske popnavne som Scarlet Pleasure og Phlake? Selvom de tydeligt er nye, viste Fool med denne koncert, at de i hvert fald har ambitionerne, og at deres fans er med dem hele vejen.

Der er dog et stykke for dem at gå, og deres musikalske gimmicks som lange, storladne trommefills ender i deres gentagelser desværre med at falde til jorden frem for at være grandiøse. Ligeledes føltes Adrians snak på engelsk mellem numrene overflødig, og det blev mere overfladisk end ægte.

Derudover kunne det have klædt musikken at blive spillet med fuldt band, som havde givet det et ekstra løft. Musikken er skåret efter den klassiske popbog, men også lidt for meget, og det kan være svært at høre, netop hvor, deres identitet skinner igennem.

Fool gjorde dog overordnet, hvad de kunne, og de leverede en popkoncert, der havde alt, hvad den skulle have: Højt humør, feststemning og dansable pophits krydret med et trofast publikum og fuld sol. “Vi ses på fucking festivalen!” råbte Fool, og folk hujede med dem.

Ditte Nebeling
dittenebeling@bandsoftomorrow.com