fbpx

Pale Honey – Roskilde Festival 2018

Foto: Pernille Vingaard
Scene: Rising
Dato: Mandag den 2. juli klokken 23.00

Pale Honey udviste talent og overskud, da de indtog Rising med rå og riff-baseret garagerock.

Pale Honey – Roskilde Festival 2018
4 / 5 Anmeldelse
Rating4

Det er blevet mørkt og sent, og de utallige musikanlæg pumper allerede derudaf for fuld skrue i diverse camps rundt omkring. Men det har alligevel ikke forhindret en stor skare af mennesker at dukke op foran Rising. Det er nemlig blevet tid til svenske Pale Honey.

Lige inden det hele går i gang, er der en fyr, der maser sig forbi min veninde og mig og siger: “Jeg skal op til hegnet! Det her er min Dua Lipa!”. At en stor del af forsamlingen er dedikerede fans er dermed tydeliggjort. Da de to rocktøser, Nelly Daltrey og Tuva Lodmark, og deres trofaste koncertfølgesvend, Anders Lagerfors, træder på scenen, bliver de også modtaget med stor jubel fra de forventningsfulde publikummer, og det skal hurtigt vise sig, at de bestemt lever op til forventningerne.

Der blev nemlig ikke sparet på råheden og vildskaben i de raffinerede guitarriffs, trommespillet og den indimellem deltagende koklokke i den veludformede og toptunede setliste, der blandt andet indeholdte numre som “Someone’s Devotion” og “Golden”, som fik lov at runde hele den energiladede koncert af. Mange af numrene blev desuden forlænget med lange soloer, der, i kombination med de tågede lyskegler og det blinkende stroboskoplys, skabte en vildt fed syretrippende stemning, og fik det hele til at gå op i en højere enhed. Det blev dermed klart, at det instrumentale og sammenspillet mellem bandmedlemmerne virkelig er vigtige instanser for Pale Honey.

Lige så vilde og rå, Pale Honey fremstod under musikken, lige så ydmyge var de mellem numrene, hvor Lodmark blandt andet charmerede sig ind på publikum med sine svenske gloser, da hun smilende udbrød: “Hvordan har vi det? Jeg tror, at vi elsker jer”. Under hele koncerten udviste gruppen i det hele taget et stort overskud, og havde endda tid til at bunde deres medbragte øl midt i et nummer, til stor begejstring fra publikum.

Desværre var det meget svært at høre, hvad Tuva Lodmark sang stort set gennem hele koncerten. Om det skyldtes dårlig lyd på scenen, eller om det var et bevidst æstetisk valg, kan jeg ikke lige greje – personligt synes jeg dog, det var ærgerligt, da det resulterede i at nogle af numrene blev svære at adskille fra hinanden.
Men entusiasmen og energien fejlede i hvert fald ingenting, og både min veninde og jeg gik derfra i rigtig godt humør.

Pernille Vingaard
pernillevingaard@bandsoftomorrow.com