fbpx

Sassy 009 – Roskilde Festival 2018

Foto: Nikoline Skaarup
Scene: Countdown
Tidspunkt: Søndag den 1. juli kl. 23.05 (rykket fra kl. 21.30 grundet VM)

Norske Sassy 009 skabte kontrolleret kaos i de sene aftentimer på Roskilde.

Sassy 009 – Roskilde Festival 2018
4 / 5 Anmeldelse

Sunniva, en tredjedel af af den hypede, norske, elektroniske trio Sassy 009, træder ind på scenen og op på et podie, hvor hendes mixerpult og laptop står. “Hun ligner ikke en, der skal til at spille dak!” siger en halvfuld pige til sin veninde, da hun kigger på scenen. “Det er nok mere sådan techno, elektronisk, house,” svarer veninden. Hvis det er dak, man er kommet for, så skal man nok bevæge sig væk fra Countdown og tilbage til de utallige camping-fester, der nok kan stille det behov, men venindens beskrivelse af

Sassy’s lyd som en blanding af techno, elektronisk og house er ikke helt ved siden af. I de fleste beskrivelser af trioen, indblandes også “pop”, men det skal man grave dybere ned i lagene for at finde live – eksempelvis i pigernes drømmende vokalharmonier.

Scenen er mørk, mens Sunniva har sat gang i en lang, mystisk syre-intro. I tågen træder Teodora frem og begynder at synge, efterfulgt af Johanna, der stemmer i og for en periode fremstår som frontkvinde i trioen. Det er hun dog ikke, for Sassy 009 er en syntese af tre kreative individer, som hver især stråler igennem, trods deres tydelige sammenhængskraft.

De mange nordmænd og få danskere omkring mig jubler, første gang den ekstremt dybe bas rammer og sender vibrationer til brystet, og så er vi ligesom i gang. “Pretty Baby”, en af trioens største nummer, leveres sikkert, og da Johanna første gang hiver sin fløjte op til munden, udbryder en fyr ved siden af mig “What The Fuck!”.

Der er meget ved Sassy 009’s optræden, som kalder på en “WTF”, hvis man ikke i forvejen er bekendt med musikken. Lydbilledet er ret kaotisk, og selvom det er helt kontrolleret, så ved man aldrig helt, hvad der kommer næste gang. Det organiske element, Johannas fløjte bidrager med, fungerer virkelig godt – desværre lidt bedre på indspilning, hvor den kommer mere til sin ret end på Countdown-scenen, hvor den af og til druknede lidt i den dybe bas.

Pigernes lysshow er en stærk feature ved koncerten. Det var med til at sætte stemningen i numrene som, hvis man ikke har dyrket dem, nok for nogle flyder lidt sammen. På et tidspunkt stod pigerne badet i et iskøligt lys med blå bølger i baggrunden, og umiddelbart efter skiftede nummeret og lyset, som nu spredte varme, røde farver ud over publikum, hvilket matchede Johannas orientalske fløjtespil. Det var med andre ord som om, at lyset var med til at understrege kontrasten mellem den kølige, bastunge, industrielle techno-lyd og de drømmende, varme vokaler og organiske fløjtespil. På et tidspunkt skabte lyset et nærmest muslingeskals-agtigt billede, og i et kort øjeblik fik Teodora stillet sig således, at hun fra min vinkel nærmest stod i muslingeskallen som en anden Venus.

Det var selvfølgelig rent tilfælde, at det lige passede med den vinkel, jeg så hende fra, men det passede perfekt til min oplevelse af de tre kvinder, som virkelig fremstår kraftfulde med deres eksperimentelle, elektroniske lydunivers. Da de mod slut, i stedet for at vende ind mod hinanden, som de hidtil havde gjort, stillede sig mere på række og tronede ud over publikum, blev mit indtryk kun bekræftet.

Jeg savnede at kunne høre mere af teksten, som desværre kun pletvist stod tydeligt frem i lydbilledet, men det var ikke fatalt for den techno elektroniske-house-oplevelse, jeg stadig gik hjem med.

Nikoline Skaarup
nikolineskaarup@bandsoftomorrow.com