02 jul Albin Lee Meldau – Roskilde Festival 2018

Foto: Simon Zahrtmann
Scene: Rising
Dato: Mandag den 2. juli klokken 15:30

Albin Lee Meldau inviterede til tryllebindende eftermiddagsfest under den blå himmel.
[rwp_box id=”0″]
“Nu ska vi ha’ det soulet, vi ska’ ha’ det bluesed, og vi ska’ ha’ det mega lækkert!” Sådan lød præsentationen af den svenske sanger og sangskriver inden dagens koncert. Og det skulle hurtigt vise sig, at Rising-konferencieren havde ret i sine forudsigelser. For helt fra start lagde Albin Lee Meldau og hans “beautiful band of swedes”, som han selv kaldte dem, op til forførende øreeufori med “The Weight Is Gone”. Et nummer, der tilbage i februar blev udgivet som en singleteaser forud for det nyligt udgivne debutalbum, About You, og derfor hurtigt og ubesværet fangede de allerede fremmødte publikummers opmærksomhed, ligesom flere undervejs i nummeret kom spurtende til. Og da sangen rundede af, blev der prompte råbt: “Én gang til!” fra en kvinde ved siden af mig – så der var ingen tvivl om, at de solbeskinnede publikummer kunne li’, hvad de lagde øre til.
Store dele af sætlisten tog netop udgangspunkt i meget af materialet fra debutalbummet, samtidig med at man kunne mærke, at der var tænkt over dynamikken i koncerten. Meldau og hans veloplagte og dygtige bandmedlemmer, som flere gange fik rosende og anerkende ord med på vejen fra sangeren, startede ud med de mere frembrusende og up-tempo numre, hvor “I Need Your Love” fulgte lige efter åbningsnummeret. Herefter gik den svenske soulfyr over i en mere dybfølt, sjælfuld og hjerteudkrængende stemning med numre som “Let Me Go” fra Bloodshot-EP’en og sangen, der fik ham frem i første omgang, nemlig “Lou Lou”, der hurtigt indgød til fællessang med publikum. Nogle følte den endda så meget, at de skrålede med af deres lungers fuld kraft.
Efterfølgende spurgte Meldau, om det ikke var tid til at vi skulle “dansa litt til lovemaking music”, og straks blev der fyret op for flirtende basgange, flødeakkorder fra klaveret og smooth beats fra trommerne på et nummer som eksempelvis “About You”. Senere kom nummeret “Same Boat”, der frembragte endnu en stærk fællesskabsfølelse blandt mange af publikummerne, der nu straks begyndte at vugge fra side til side, mens de holdt hinanden om skuldrene. Der var altså stor afveksling i setlisten, hvilket fungerede virkelig godt, og det var tydeligt, at Meldau, med sin charmerende karisma og sit alternative indie-neo-soulunivers, havde publikum i sin hule hånd hele vejen igennem.
Man fik dog fornemmelsen af, at sangeren måske ikke var helt upåvirket på scenen, og det kunne sommetider også høres mellem sangene i form af en lidt utydelig mumlen, der nok ellers skulle have fungeret som en fortællende indledning til det følgende nummer. Men det gik heldigvis på ingen måde ud over hans vokalpræstation, der under hele koncerten sad overlegent lige i skabet og flere gange formåede at røre én helt ind til benet med den karakteristiske hæshed, den sprøde og dybe klang, veludførte vibrato’er og kuldegysende fede falsetter.
Med et ønske om, at vi alle måtte nyde resten af festivalen, blev koncerten lukket af med nummeret “6th Street” og linjerne “Get Out of My Way”, der blev leveret med et kækt vift med hånden. Et move, der kun fungerer, når man har erobret sit publikum fuldt ud. Det havde Albin Lee Meldau i den grad – og den støvede sandstorm, der ellers hærger over store dele af festivalen i disse dage, blev ligemeget og fuldstændig glemt under svenskerens tryllebindende koncertoptræden.