fbpx

Deftones – Copenhell 2018

Foto: Morten Skovgaard
Scene: Helvíti
Dato: Fredag den 22. juni kl. 16:30

Når man taler om nü-metal-genren, er der nærmest ikke nogen, der er så unikke, som det amerikanske band Deftones. Med den karismatiske Chino Moreno i front gav Deftones deres anden koncert på Copenhell i otte år.

Deftones – Copenhell 2018
4.5 / 5 Anmeldelse

Tilbage i de spæde dage i 2010, hvor Copenhell kun spredte sig over to dage, var Deftones et af de ubestridte hovednavne . Dengang var der omkring 6000 metalhoveder samlet, modsat i dag hvor vi var omkring de 20.000. Meget er sket for Copenhell på otte år.

Deftones får, efter min mening, ikke nok ros for at have været med til at skabe den genre, vi i dag kalder metalcore. De spillede det, før det overhoved var en ting. De spiller med en god blanding af skønsang, psykedeliske guitarriffs og en vokal, der svinger fra at være skrigende og råbende til stille og følsom.

Mange blandt publikum på Copenhell har uden tvivl lyttet til den fænomenale White Pony plade i deres teenage-dage, og flere sange derfra blev spillet denne eftermiddag. Her må især nævnes den fantastiske “Change (In The House of Flies)”, der skabte en massiv fællessang blandt Copenhells festivalgængere.

Koncerten startede hårdt ud – og især Chino Moreno løb og fór over scenen, alt imens vi fik numre som eksempelvis “My Own Summer (Shove it)” , som gav en god indikator af, hvad der skulle ske senere i koncerten. Energien var høj, stemningen var højere, og publikums råben af ‘Shove it!’ var så det billedlige tag på Helvíti-scenen ville blæse af. Om bandet gav den for meget gas alt for hurtigt, må være op for den enkelte at bedømme, men det var som om, at energien faldt løbende igennem koncerten.

Publikum havde stadig en fest oppe foran med en solid moshpit og gode mængder af crowdsurfers. Chino og bassisten, Sergio Vega, begyndte at være mere stationære med færre hop og headbangs. Jeg havde på det tidspunkt egentlig besluttet mig for at give Deftones fire stjerner, eftersom festen var i top, men ikke meget mere end det. De tanker skulle så komme til skamme, da de to ekstranumre blev fremført. Pitten eksploderede af energi. En cirkelpit åbnede sig, og inden man havde set sig om, var hele frontpitten ét stort kontrolleret kaos.

Jeg havde selv stået forholdsvist stille det meste af koncerten, men her var det pludseligt umuligt. Det ældre publikum, der stod oppe foran (og blev sure på de crowsurfende for some reason), begyndte selv at hoppe med, og pludselig var pitten fuld af moshende børn, teenagers, voksne og det ældre publikum. Alle aldersgrupper var samlet til en massiv, energisk pit. Hold da kæft hvor var det sjovt. Jeg vil derfor tage min kritik tilbage, for denne energibombe, der sprang foran Helvíti, er netop grunden til, at vi tager til Copenhell: At have en f*cking fest med ligesindede.

Kenneth Tygesen
kennethtygesen@bandsoftomorrow.com